Entreprenørfirmaet, J.P. Pedersen & Sønner Aps, Eskilstrup, er blevet solgt til KN Holding Aps., Errindlev.
Byggefirmaet J.P. Pedersen & Sønner Aps., Eskilstrup, der er stiftet i 1925, har fået ny ejer. Jørn Eli Pedersen, der er tredje generation i virksomheden, har solgt den til KN Holding Aps., Errindlev.
- Jeg har solgt firmaet, som jeg har drevet i 40 år, fordi jeg er blevet 67 år og har planer om at gå på pension, siger Jørn Eli Pedersen, som netop har afsluttet lægningen af nyt tegltag på Nørre Kirkeby Kirke, og nu kalker indvendigt i Falsters ældste kirke fra 1100-1200-tallet.
KN Holding Aps. tegnes af Karina Nyborg, der er gift med Klaus Østergaard, som ejer og driver firmaet K.Ø. Entreprise Aps., og beskæftiger 20 ansatte.
- Vi har overtaget navnet, J.P. Pedersen & Sønner Aps. og kører videre med det. Firmaet har fire ansatte, men Jørgen Eli Pedersen har kontraktligt forpligtet sig til at være konsulent for os frem til 1. januar 2021 og helst gerne længere, fordi vi kan ikke undvære de erfaringer, som han har i branchen, og han har også et stort kontaktnetværk, siger Klaus Østergaard, der startede som selvstændig i 1989, men først har haft ansatte fra 2003.
Han fortæller, at Jørn Eli Pedersen havde gået med tanker om at afhænde firmaet i nogle år, og han havde haft kontakt til potentielle købere, før han kom på banen.
- Jeg mødte Jørn Eli Pedersen ved en reception, og da vi havde fortalt hinanden om vores arbejde, spurgte han, om jeg kunne tænke mig at overtage hans firma, fortæller Klaus Østergaard.
J.P. Pedersen & Sønner Aps. har ved en indbudt licitation fået lægningen af nyt spåntag på Kippinge Kirke. Ifølge Klaus Østergaard er arbejdet ved at gå i gang med fældning af egetræer på Bornholm til nye spåner til spiret.