Norvestfalsters Menighedsråd har indledt en større forandring af kirkegården i Brarup, der bliver rollemodel for de øvrige kirkegårde.
Gravsteder er ikke blevet passet i årevis, og hække og træer har fået lov til at gro uden klipning og trimning. Særligt grelt var det på kirkegården i Brarup, men det er på vej over i historien.
Menighedsrådet i Vestfalster Pastorat er nemlig gået i gang med at sanere kirkegården her som den første af sognets seks kirkegårde.
- Her har der aldrig været nedlagt gravsteder, og flere træer var blevet syv-otte meter høje, ligesom hække er skudt op. Alle nedlagte gravsteder sløjfes, hækkene graves op, og træerne fjernes. Herefter sås der græs på arealerne, siger Frede Hansen, formand for kirkegårdsudvalget i Nordvestfalster Menighedsråd.
Arbejdet udføres af entreprenør Keld Jørgensen, Kippinge, og estimeres til 100.000 kroner.
- Ved omlægning af kirkegårdene vil der ikke længere blive anlagt nye gravsteder på nordsiden af kirken, fordi ingen pårørende ønsker, at et familiemedlem skal ligge i skyggesiden. Fordi antallet af begravelser falder, og afdøde enten stedes til hvile i de ukendtes grav eller i en urnegrav, vil antallet af gravsteder falde til en tredjedel. Fremadrettet vil gravstederne derfor blive samlet ved indgangen til kirkegården, og når græs sås, hvor gravsteder nedlægges, vil kirkegården blive mere enkel og lettere at vedligeholde, siger Frede Hansen.
Gravsten fra nedlagte gravsteder placeres i et såkaldt labidarium. Som på selve kirkegården skal stenene sikres, hvilket vil sige limes fast.
- Kirkegården ved Gyldenbjerg Kirke bliver den næste, vi skal i gang med, men vi har ikke råd til at udføre arbejdet på samtlige seks kirkegårde i indeværende år, siger Frede Hansen.