Fødselsdagen markeres 1. og 2. juni med en række gode tilbud, og der bydes også på kaffe og kage.
Nanna Hansen slog for et år siden dørene op til sin blomsterforretning på Nybyvej 36 i Nyby nær Eskilstrup, hvilket bliver markeret med en række gode tilbud lørdag og søndag 1. og 2. juni klokken 9-16.
Smukke hortensia med stort hoved rækkes således over disken for 195 kroner stykket (ikke 59,95 kroner som det fejlagtigt fremgår af teksten i den trykte avis), og kunderne bydes desuden på kaffe og kage.
Om søndagen får blomsterforretningen klokken 9-16 besøg af Steen Svendsen, Ravnstrup Gårdbutik, som af egen produktion vil sælge nye, friske danske kartofler og jordbær.
- Min forretning går godt. Folk kan godt finde herud, og det er dejligt med lokal opbakning, siger Nanna Hansen, der sælger mange blomsterbuketter til ethvert formål - herunder bisættelser, og bårebuketter bliver endda leveret gratis til kirker på Falster. Bårebuketter fås fra 100 kroner og op, og foruden levering af dem tager Nanna Hansen sig af kistepyntning.
Nanna's Blomster er medlem af Euroflorist, der bygger på et analogt koncept til Interflora.
Udover afskårne blomster til buketter til ethvert formål sælger Nanna's Blomster et bredt udvalg af udendørsplanter, og herudover handler hun med brugskunst, økologisk chokolade fra Økoladen og bolcher fra Almuegården.