DWL Musikshop i Nørre Alslev åbner 16. august et spillested i forretningen, der har fået navnet "Orange Scene".
Scenen og væggene er orange. Nærliggende er det derfor for Dennis Hansen, ejer af DWL Musikshop på Nykøbingvej i Nørre Alslev, at opkalde sit spillested, der åbner fredag 16. august efter Orange Scene på Roskilde Festival. Dørene åbnes klokken 19, og 19.30 spiller J.D. Band.
- Musikerne kan så efterfølgende sige, at de har spillet på Orange scene, siger Dennis Hansen, der på sit spillested vil byde på live musik første onsdag i hver måned klokken 19 og hver gang med et husorkester, der sættes sammen til lejligheden. Næste gang onsdag 4. september.
- Folk er velkomne til at tage deres musikinstrument med for både at kunne spille sammen med andre og udbygge deres netværk. Entreen er gratis, og der er plads til maksimum 50 deltagere.
Dennis Hansen slog dørene op til sin musikshop hos Scancon på Nykøbingvej i april.
- Det går OK. Man bliver dog ikke millionær af at drive en musikforretning i Nørre Alslev. Det havde jeg heller ikke ventet, siger Dennis Hansen og føjer til, at mange af hans kunder kommer langvejs fra.