cookie-og-privatlivspolitik

Foto: Jan Knudsen, arkivfoto

Politik

53 færgeruter bliver gratis for cyklister og gående i juli

Færgeselskaber, som sejler gratis med cyklister og gående, får manglende billetindtægter dækket af staten.




01. juli 2020 kl. 07:12 Af Ritzau

Annonce

Alle 53 færgeruter i Danmark er gratis for cyklister eller gående i juli måned.

Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet oplyser, at de 53 gratis ruter dækker over alle landets indenrigsfærgeruter. I august og september bliver ruterne billigere for alle - også for biler.

- Det er meget positivt at mærke, hvordan vi alle ønsker at give hinanden de bedste forudsætninger for en god sommerferie herhjemme, nu når grænserne ikke er så åbne, som vi er vant til, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S).

De gratis færgeruter er et led i den såkaldte sommerpakke, som Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet står bag.

Den skal hjælpe turismeerhvervet, som er hårdt ramt af coronakrisen og udsigten til færre udenlandske turister.

Danske Rederiers viceadministrerende direktør, Jacob K. Clasen, fortæller, at man forventer, at mange danskere vil benytte sig af de gratis færgeoverfarter.

- Der går en færge til eller fra en dansk havn hvert eneste minut, så der skulle være rig mulighed for at bruge en af gratisbilletterne til at hoppe på en af færgerne til de mange skønne øer, vi har rundt omkring i sommerlandet, udtaler Jacob K. Clasen i en pressemeddelelse.

Det har været op til færgeselskaberne selv, om de vil udbyde gratis rejser. Hvis de deltager, får de efterfølgende den manglende billetindtægt dækket af staten.

Med sommerpakken blev partierne blandt andet også enige om at sætte en million ekstra billige Orange-billetter til salg og 50.000 rejsepas. Passene giver otte dages fri rejse med kollektiv transport. Alle rejsepas er udsolgt.

Blandt de ruter, der bliver gratis i juli for gående og cyklister er Lolland Færgefarts ruter til henholdsvis Femø, Fejø og Askø.

For at komme med skal man dog stadig have en billet som hidtil - forskellen er bare, at den er gratis i juli, oplyser Lolland Kommune på Facebook og tilføjer samtidig, at der er plads til 98 passagerer på hver færge og ikke mulighed for at bestille pladsbillet.

Også Langelandslinjen Tårs-Spodsbjerg og Stubbekøbing-Bogø færgen er med i ordningen.





KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

God og sikker sommerferie! 12. juli 2020 kl. 22.42

AF: KENNETH WINTHER

Katastrofe kurs 12. juli 2020 kl. 22.03

AF: TOM AHLQVIST

Det Falsterske Diges holdbarhed 12. juli 2020 kl. 20.57

AF: MARTIN WOUTERS

vedr. flere turister i… 11. juli 2020 kl. 08.51

AF: JOHN WENNERWALD

Gratis tandlæge til alle 05. juli 2020 kl. 21.02

AF: MARTIN WOUTERS

hvordan bliver der smidt… 01. juli 2020 kl. 16.46

Annonce