Offentligt ansatte og små piger bør ikke bære muslimsk hovedtørklæde, mener Dansk Folkeparti.
Der tegner sig et meget stort politisk flertal for i praksis at forbyde de muslimske kvindedragter burka og niqab i det offentlige rum.
Det sker, efter at regeringen fredag har meldt ud, at den kommer med et lovforslag mod maskering i det offentlige rum.
Dermed er der flertal for Dansk Folkepartis linje på området, mener udlændingeordfører Martin Henriksen (DF), der med et beslutningsforslag, der ville pålægge regeringen at komme med et sådant forslag, var med til at sætte debatten i gang.
Men dermed er DF ikke færdige med at beskæftige sig med, hvordan folk går klædt.
- Det er Dansk Folkepartis politik, at det også skal være forbudt at bære det muslimske tørklæde, altså religiøs hovedbeklædning, som offentligt ansat. Små piger bør heller ikke bære tørklædet, siger Martin Henriksen.
- Nu har vi fået flertal for vores politik om at forbyde burka og niqab, altså de heldækkende dragter. Det er så det, vi forsøger at få hjem i første omgang.
- Når vi har fået det på plads, arbejder vi videre med at gennemføre DF's politik på andre områder.
DF har endnu ikke et sendt et beslutningsforslag om religiøs hovedbeklædning i Folketinget.
Men når maskeringsforbuddet er blevet til lov, hvilket der er et godt stykke vej til endnu, så kan det være noget af det, partiet vil tage fat på.
Det beslutningsforslag, der vil pålægge regeringen at stille et lovforslag mod maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum, bliver i øvrigt ikke droppet umiddelbart, oplyser Martin Henriksen.
- Vores forslag bliver selvfølgelig liggende, indtil vi har set regeringens lovforslag, siger han.
Regeringens holdning til maskeringsforbud er blevet fastlagt, efter at Venstre er enedes internt om et kompromis. Og Liberal Alliance har opgivet sin modstand.
De Konservative, der er regeringens varmeste fortalere for et burkaforbud, er dog ikke med på at forbyde religiøse tørklæder.
- Vi har ikke et ønske om, at man skal forbyde tørklæder, som for os er en helt anden historie, siger gruppeformand Mette Abildgaard (K).
- Det er klokkeklart. Der kan man stadig læse og se hinanden, og det skaber ikke utryghed som burka.