Danmark har samtaler med flere forskellige lande om at bytte AstraZeneca-vacciner til en anden vaccine.
Danmark er i dialog med flere lande om en mulig byttehandel med vacciner.
Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag efter et møde om vacciner med Folketingets sundhedsordførere.
- Lige nu og her har vi stadig brug for sikre og godkendte vacciner. Det er Pfizer og Moderna indtil nu.
- Kan vi lave en byttehandel med nogle lande, hvor vi sender AstraZeneca-vacciner til dem, og vi får nogle af deres Pfizer-vacciner, så er det selvfølgelig uhyre interessant, siger Magnus Heunicke.
Han pointerer, at "jo hurtigere vi kan få vaccineret befolkningen, jo hurtigere kan vi løfte Danmark ud af pandemien".
Hvilke lande, og hvor langt dialogen er, vil sundhedsministeren ikke komme nærmere ind på.
- Om det er lykkedes, er for tidligt at sige, men det vil selvfølgelig være af stor interesse for os, siger han.
Der er også den anden vej "stor interesse" i Danmarks AstraZeneca-vacciner, lyder det videre.
- For der er mange lande omkring os, der har en epidemi på et helt andet niveau end i Danmark, siger Magnus Heunicke.
På mødet blev der først og fremmest drøftet en mulig frivillig ordning for danskere, der gerne vil vaccineres med AstraZeneca-vaccinen, som Sundhedsstyrelsen har besluttet, at Danmark ikke skal bruge i øjeblikket.
Mødet skete på baggrund af et oplæg fra Sundhedsstyrelsen, hvor vurderingen var, at det er muligt, men meget skal imidlertid afklares, inden det kan ske.
Ifølge Magnus Heunicke er det endnu for tidligt at sige, om det er realistisk, at det kan lade sig gøre efter mandagens møde.
- Nu og her skal Sundhedsstyrelsen i gang med dialog med de relevante aktører, det kan være PLO (Praktiserende Lægers Organisation, red.), men det kan også være andre.
- Sundhedsstyrelsen har lovet at vende tilbage inden for en uges tid, formentlig før, og så må vi have en politisk drøftelse.
- Jeg vil meget gerne have, at vi får politisk enighed om det, og at vi bærer et fælles ansvar.
- For det er så vigtigt for befolkningens opbakning til vaccineudrulningen, at der er tillid til vores myndigheder, og at vi politisk deles om ansvaret, siger sundhedsministeren.