cookie-og-privatlivspolitik

Politik

Løkke vil ikke stemme for rigsretssag mod Støjberg

Lars Løkke Rasmussen mener, at en rigsretssag mod Inger Støjberg vil sætte barren for sådanne sager for lavt.




13. januar 2021 kl. 20:37 Af Ritzau

Annonce

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen vil ikke stemme for en rigsretssag mod Venstres Inger Støjberg.

Det skriver han på sin hjemmeside onsdag aften.

- En rigsretssag kommer efter min ringe mening til at sætte den fremtidige barre for at føre den slags sager alt for lavt, skriver han blandt andet.

- Der skal træffes et valg, selv om jeg med sikkerhed får på puklen for det og mange sikkert (bevidst) vil misforstå motiverne. Jeg har truffet mit: Jeg stemmer ikke for en rigsretssag, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen, der for nylig har meldt sig ud af Venstre og dermed er løsgænger i Folketinget, var selv statsminister, da Inger Støjberg sad som minister.

Instrukssagen handler om adskillelsen af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, i 2016, hvor Inger Støjberg var Udlændinge- og integrationsminister.

I sagen har først ombudsmanden, siden byretten, så Instrukskommissionen og sidst uvildige advokater vurderet, at den praksis var ulovlig.

Instrukskommissionen har desuden fundet, at Inger Støjberg var vidende om, at udførslen af en sådan praksis ville være ulovlig. Og at hun vildledte Folketinget i sagen i en længere periode.

Liberal Alliance, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Frie Grønne har alle sagt, at de vil stemme for en rigsret. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har sagt, at de vil stemme imod.

Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative har endnu ikke meldt ud, hvad de vil stemme. Hvis Venstre eller Socialdemokratiet stemmer for, vil der være flertal.

Lars Løkke Rasmussen skriver på sin hjemmeside, at han har vurderet sagen ud fra et juridisk synspunkt.

Domfældelse i en eventuel rigsretssag er tvivlsom, vurderer han, og dermed bør den ikke føres, mener han blandt andet.

- Min stemme for en alvorlig misbilligelse kan man i hvert fald regne med.

- Men at føre den første rigsretssag i mere end et kvart århundrede på et grundlag, hvor domfældelse er tvivlsom, er en ganske anden sag, skriver han.

Den tidligere Venstre-formand og statsminister lader det i teksten ikke være usagt, at han anser Støjbergs ageren i sagen som problematisk.

- For der har været en stædighed hos Inger Støjberg, som jeg også selv fejlagtigt har tolereret alt for længe. Men det her er ikke godt for sammenhængskraften i den danske befolkning, lyder det.

Han skriver desuden:

- At Folketinget er blevet vildledt og har modtaget urigtige oplysninger er hævet over enhver - tvivl. Det er desværre sket før, men har ikke ført til rigsret, skriver han.

- Og havde Inger Støjberg fortsat været minister, var hun med sikkerhed "blevet gået", da Instrukskommissionens beretning udkom, og Folketinget havde brugt anledningen til at udtale en alvorlig misbilligelse, skriver han.

Lars Løkke Rasmussen startede for få dage siden et nyt såkaldt politisk netværk, der kan blive til et parti i fremtiden.

Han har afvist, at Inger Støjberg kan blive en del af det nye partilignende netværk.

I en video på Facebook onsdag aften fortæller Lars Løkke Rasmussen, at hans netværk nu har rundet 10.000 tilmeldinger.





KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: RANDI HANSEN

afhentning af affald 23. januar 2021 kl. 22.58

AF: LINDA SOMMER

Varme i en kold tid 17. januar 2021 kl. 20.42

AF: JOHN WENNERWALD

Rigsret? Selvfølgelig 17. januar 2021 kl. 20.16

AF: JENS E NIELSEN

varme i sakskøbing 16. januar 2021 kl. 20.36

AF: LINDA SOMMER

Moralsk støtte til Rødby og… 14. januar 2021 kl. 20.44

AF: LINDA SOMMER

Kapacitetstilpasning i dagtilbud 12. januar 2021 kl. 20.39

Annonce