Samlet set beskæftiger sager om udrejsecentret nu en fuldtidsmedarbejder i Hørsholm.
Børn af afviste asylansøgere mistrives i en sådan grad på Udrejsecenter Sjælsmark, at sagsbehandlerne føler sig magtesløse og bruger mere og mere tid på sagsbehandlingen.
Det forklarer borgmester i Hørsholm Kommune, Morten Slotved (K) overfor Altinget.
- Det er et større pres, der kommer på vores forvaltning. Det tager tid fra andre borgere, siger Morten Slotved.
Mængden af tid, kommunen bruger på blandt andet børnefaglige undersøgelser, forebyggelsestiltag og anbringelsessager fra Udrejsecenter Sjælsmark er steget fra 300 timer i 2017 til mere end 1350 timer i 2018.
Det viser dokumenter fra Hørsholm Kommune, som Altinget har fået aktindsigt i. Derudover er antallet af underretninger fra Udrejsecenter Sjælsmark nu oppe på 56 mod 51 underretninger i slutningen af december.
- Det er sager, vi ikke er vant til at se. Det er nogle stærkere og mere socialt udsatte sager, siger borgmesteren til Altinget.
I alt beskæftiger sagerne samlet set nu en fuldtidsstilling. Det belaster forvaltningen, siger både borgmester Morten Slotved og den socialdemokratiske formand for Børne- og skoleudvalget, Niels Lundshøj.
Der er nemlig ikke ansat flere ressourcer, og det betyder, at medarbejderne skal løbe stærkere for at nå sagerne, lyder opråbet fra socialdemokraten.
Samtidig afføder sagerne magtesløshed blandt kommunens sagsbehandlere.
- Hver gang vi har iværksat en foranstaltning, så kommer der nye, og det er stigende. Det er dybt frustrerende, siger Niels Lundshøj til Altinget.