For nylig var der overrækkelse af en flot gavecheck til B1990, som stillede op med både næstformand Jan "Døgner" Pedersen, formand Nicolai Larsen og et par ungdomsspillere.
Sociale arrangementer, diverse udstyr og stævnegebyrer. Der er nok af idéer til, hvad en gavecheck på over 17.000 kroner skal gå til, hvis man spørger formand i B1990, Nicolai Larsen.
Og spørgsmålet er ganske relevant, da der for nylig tikkede et flot beløb på hele 17.760,33 kroner ind til klubben oven på en overrækkelse af en gavecheck ved den lokale OK-tank. Bag gavechecken stod således den lokale OK-tank samt Dagli'Brugs, og det var på baggrund af klubbens arbejde sidste år.
- Vi havde fem arrangementer sidste år, hvor klubben lagde frivillig arbejdskraft ved OK-tanken, og det gav en flot gavecheck, fortæller B1990's formand Nicolai Larsen.