Tilladelse til at åbne for sommerloppemarked.
SAKSKØBING Da vinteren var forbi, glædede vi os alle til et dejligt forår med lys, sol og varme, så vi kunne komme ud og pleje vores interesser, sport, kunst, ja alt samvær. Men hvor blev det hele af?, spørger kræmmerformand Poul Pedersen og fortsætter:
- Ligesom marts skulle til at starte foråret, blev vi ramt af denne onde, modbydelige Covid-19 influenza, der satte en stopper for al aktivitet, alt lukkede ned, skoler, restauranter, forretningsliv, selskabsliv, ja alt gik i stå, både her i landet, men efterhånden også rundt om i hele verden, vores dejlige jordklode var sat skakmat.
- Alle grænser blev lukket, vi kunne ikke komme nogen steder uden for Danmark. Ja, foråret forsvandt på en sørgelig vis. Men nu er det sommer, vi går ind i juni, langsomt er vi ved at åbne vores samfund igen, der bliver givet tilladelse til større sammenkomster, skoler, restauranter, barer, storcentre, frisører åbner atter, og det får nu også betydning for vores loppemarked på Rådhustorvet i Sakskøbing.
- Vi har fået tilladelse til at åbne for vores sommerloppemarked, og vi begynder fra og med fredag 12. juni og har hver fredag til og med 28. august marked fra klokken 9 til 15. Vi glæder os til atter at se liv i Sakskøbing, se alle vores bekendtskaber samt turister, der kommer, så vi kan få nogle dejlige sommerfredage sammen på Rådhustorvet med hyggelig snak og handel. Det bliver skønt atter at mødes med alle kræmmerkolleger til gode timer sammen. Nu skal Sakskøbing summe af sommerliv igen. Og husk så lige, at vi skal have en flaske håndsprit og en seddel med påmindelse om afstand liggende på vores borde, det er ret vigtigt, slutter Poul Pedersen.