Søndag byder Sakskøbing Kirke igen indenfor til årets store julekoncert efter at have sprunget et coronaår over.
SAKSKØBING Som traditionen foreskriver, synger de deltagende kor et program med to-tre numre pr. kor. Skønne advents- og julesange sunget af unge og gamle og alle dem midt imellem. Og naturligvis skal hvælvingerne også genlyde af fællessang med publikum i kendte salmer som "Vær velkommen", "Herrens år" og "Lad det klinge sødt i sky", fortæller organist Flemming Chr. Hansen og fortsætter:
- De seks medvirkende kor er det grønlandske kor Aqisseq, Sakskøbing Kammerkor, Sakskøbing Kirkes Pigekor, Sakskøbing Mandskor og de to vokalensembler cantAnima og Voci fluenti.
Det eneste kor, der ikke er med ved koncerten søndag klokken 16 er Sakskøbing Kirkes Børnekor, men de kan til gengæld høres til koncert med Silja Okking og Ensemble Storstrøm 1. december klokken 19 og til De ni læsninger 19. december klokken 16 sammen med resten af sognets unge sangere.
Til sidst i koncerten samles alle de cirka 70 sangere i "Glade jul".
Der tages for en gangs skyld entré ved denne koncert - 30 kroner pr. person. Det indkomne beløb går ubeskåret til uddeling af julehjælp fra sognets legat. Dørene åbnes klokken 15.30, og af hensyn til coronarestriktionerne er der i alt 200 pladser inklusive korenes medlemmer, slutter Flemming Chr. Hansen.