cookie-og-privatlivspolitik
Orlan´s gobelin er årets kunstudtryk til Lys over Lolland. Orlan er en multikunstner, der udforsker den feminine identitet.
Orlan´s gobelin er årets kunstudtryk til Lys over Lolland. Orlan er en multikunstner, der udforsker den feminine identitet.
Foto: Lys over Lolland

Saxkjøbing Avis

Lys over Lolland - nu med imponerende gobeliner

Når det inden længe gælder den 19. udgave af kunst- og kulturfestivalen "Lys over Lolland", står der blandt andet et eksklusivt, fransk besøg på programmet.




17. august 2019 kl. 06:31 Af Katrine Sabroe Christensen

Annonce

Kunstinteresserede, historikere og frankofile - og alt derimellem - har noget helt særligt i vente til årets udgave af kunst- og kulturfestivalen "Lys over Lolland", som fylder Saxkjøbing Sukkerfabrik i dagene fra 16. til 25. august, for her gæster 17 kæmpestore gobeliner fra den kongelige franske gobelinfabrik nemlig stedet.

De store gobeliner, som er udlånt af Mobilier National i Paris, har aldrig før været udstillet i Danmark og har heller aldrig været udstillet samlet eller uden for et museum, og i forhold til årets tema for festivalen, nemlig "Tid", repræsenterer gobelinerne en kombination af datid og nutid, når traditionelt håndværk og moderne motiver mødes.

Desuden er fabrikken, der har produceret gobelinerne, den samme, som udførte de gobeliner, som Dronning Margrethe modtog i forbindelse med sin 50-års fødselsdag.
Gobelinerne er bestemt ikke det eneste, der vil vække opsigt på sukkerfabrikken, for her kan de besøgende blandt andet også nyde stort papirklip, som Steen Koerner Studio bringer til festivalen.

"Lys over Lolland", som i år udfolder sig for 19. gang, byder også på eksklusive udstillinger, danseshows, talks, teater, forpremierevisninger og musik, og af sidstnævnte gælder det blandt andre Michael Falch, som sammen med den norske cellist Live Johansson og guitaristen Lars Skjærbæk inviterer til en intimkoncert, specielt skabt til Lys over Lolland. Den består både af nye sange og velkendte numre, og af øvrige punkter på den musikalske del af festivalprogrammet kan blandt andet nævnes en optræden med Det Danske Drengekor.

Hele programmet kan ses på lysoverlolland.dk.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Saxkjøbing Avis":
Annonce