cookie-og-privatlivspolitik
Regn og mørke generer mange bilister på Sydmotorvejen.

2

Billeder

Regn og mørke generer mange bilister på Sydmotorvejen.
Foto: Anders Knudsen/arkiv

Skinner og veje

Arbejder på bedre motorvejsstriber

Det kan være svært at se, hvor man kører på motorvejen, når det er mørkt og regner.
Nye striber, der ser ud til at løse problemet, afprøves af Vejdirektoratet




14. december 2019 kl. 13:00 Af Birgitte Grønning

Annonce

LOLLAND-FALSTER Regn, mørke og billygter, der reflekterer i vandpytter.

Vinterkørsel på motorvejen kan føre til hvide knoer, når bilister klemmer hårdt om rattet og kniber øjnene i for at orientere sig.

Folketidende har fået flere henvendelser fra læsere, der klager over, at vejstriberne på Sydmotorvejen ikke er tydelige.

Det føles utrygt at være i tvivl, om man "rammer rigtigt", beskriver flere lokale bilister, der efterlyser friske og mere synlige markeringer af vejbanerne på motorvejen.

Men der er ikke noget galt med motorvejens striber, lyder meldingen fra Vejdirektoratet, der har ansvaret for vejen.

Striberne er ikke slidte, men de kan være svære at se i regnvådt mørke, forklarer Bo Warmsler, der er ingeniør hos Vejdirektoratet.

- I stribemassen er der iblandet reflekterende materiale - glasperler, og i forbindelse med udlægningen af striberne bliver selve stribeoverfladen afstrøet med yderligere glasperler. I vådt vejr kan der ske det, at regnvandet lægger sig på striben og gør det vanskeligt for lyset fra billygterne at nå frem til det reflekterende materiale. Det er specielt vognbanelinjerne, det er vanskeligt at se i regn og mørke, forklarer Bo Warmsler.

Hvorfor bruger man så ikke et andet materiale, der er til at få øje på i mørke og regn?

- Vognbanelinjerne kunne teoretisk set udføres med en anden overfladestruktur, men det vil give trafikstøj til omgivelserne, da vognbanelinjer jo overkøres af trafikken, lyder forklaringen fra Bo Warmsler.

Støjende vejstriber må ikke bruges 150 meter fra bebyggelse, og derfor er der mange steder brugt de almindelige striber, selv om de er svære at se i regnvejr.

Vejdirektoratet er dog sporet af en potentiel løsning i samarbejde med blandt andre firmaet Eurostar Danmark A/S, som har et bud på en ikke-støjende stribe, der kan ses.

Den hedder "Longdot" og er en hybrid mellem den klassiske flade stribe og rumlestriberne, der kendes fra vejkantsstriber.

Longdot-striben kombinerer de eksisterende to vejstribers kvaliteter i ét produkt: en støjsvag stribe med høj synlighed, fordi dens hvide prikker stikker så meget op af asfalten, at regnen løber af den.

Og fordi prikkerne ligger forskudt, så dækkene ikke rammer kanterne og larmer, når de passerer striben.

Udviklingen af den nye stribe har stået på flere år, og de foreløbige resultater tyder på, at bilisternes orienteringstid øges med 50 procent.

Vejdirektoratet forventer i første omgang især at bruge de nye striber til midterstriber på sekssporede motorveje.

I år er der lavet strækninger med den nye type striber på Holbækmotorvejen ved Gevninge mod Holbæk og Østjyskmotorvejen ved Randers.

Hvornår de nye hybridstriber finder vej til Sydmotorvejen vides endnu ikke.

Men vil man opleve, hvordan Longdot-striberne virker, kan man køre en tur ad Nystedvej, hvor Eurostar har lagt de nye striber ud på cirka seks kilometer af den kommunale landevej fra Nagelsti mod Fuglsang.

- Guldborgsund Kommune har været blandt de første til at slå til, efter vi havde leveret et forsøg på 100 meter, fortæller direktør for Køge-firmaet Eurostar, Jesper Wraae-Bess, som er begejstret for mulighederne i den moderne stribe, som hans firma er en af flere danske leverandører af.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her