Tirsdag eftermiddag får Sejlklubberne i Guldborgsund foretræde for Folketingets transportudvalg.
Kampen om Kong Frederik IX’s Bro er ikke slut endnu. I eftermiddag træder seks medlemmer af paraplyforeningen Sejlklubberne i Guldborgsund således ind på Christiansborg for at fortælle Folketingets transportudvalg, hvorfor de finder det afgørende, at broen skal bevare en klap, der kan åbne for større både og skibe.
I går eftermiddag holdt delegationen møde for at planlægge det sidste og sikre sig, at alle har læst op på lektierne, og Lennart Damsbo-Andersen (S), der er medlem af Transportudvalget og tidligere har været formand, har på forhånd hvisket dem nogle gode råd i ørene. Som deputation har man nemlig kun et kvarter til at fremlægge sin sag.
- De skal have spidset blyanten og være skarpe på, hvad de mener, siger han og fortæller, at de også er blevet rådet til på forhånd at sende eventuelle bilag og andet materiale.
Om de så kan overbevise politikerne er en anden sag, men muligheden er bestemt til stede.
- De får skabt noget opmærksomhed, og så er ordførerne mere opmærksomme, end hvis de bare får et papir af embedsmændene, hvor der nemt kan mangle nogle nuancer, forklarer Lennart Damsbo-Andersen, som i øvrigt spår, at der kan gå lang tid, før Folketinget skal tage stilling til Sund & Bælts ønske om at droppe klappen.
Talsmand Palle Tørnqvist håber også det bedste.
- Vi forventer ikke at få noget afgørende nyt - vi kan orientere og svare på spørgsmål. Og så håber vi, at de dokumenter, vi har sendt ind på forhånd - og som udvalget har sendt videre til ministeren med anmodning om en kommentar - kan få hul på, hvad det handler om. For der er mange, der ikke ved, hvor Guldborgsund ligger, og hvad der er på spil i forhold til, hvor lidt der bliver sparret ved ikke at have en klap, fortæller han.
Som noget af det seneste har sejlklubberne fået en opgørelse over, hvor mange gæstesejlere, der lægger til i Nysted og Gedser. Det drejer sig om henholdsvis 2.000 og 6.000 og sejlklubbernes frygt er, at de fremover vil fravælge Danmark som destination, hvis de ikke kan sejle gennem Guldborgsund.
Om en uge skal Sejlklubberne i Guldborgsund i øvrigt til Christiansborg igen - denne gang for at mødes med Kaffeklubben for de lokalt valgte folketingsmedlemmer.