cookie-og-privatlivspolitik

Foto: Femern A/S, arkivgrafik

Skinner og veje

Uddannelse til arbejde på tunnel venter på behovene

Lolland Kommunes jobcenter vil gerne kunne ramme plet.




15. februar 2020 kl. 09:57 Af John Karlsen

Annonce

FEMERN BÆLT - Det handler om at forsøge at være på forkant - samtidig med at vi ikke uddanner folk, før vi ved, at nu bliver der brug for nogle med netop den uddannelse, vi giver dem.

Det siger chefen for Jobcenter Lolland, Per Bech Grønning, om de forberedelser, der gøres for at få så mange lokale ledige med på byggeriet af Femern Bælt-tunnelen som muligt.

Forleden blev kommunens social- og arbejdsmarkedsudvalg orienteret om den del af kommunens Femern Bælt-handleplan, som jobcentret står med ansvaret for. Og her blev udvalget blandt andet orienteret om, at der er gennemført et første niugers dumper-kursus, hvor otte-ni lokale og en enkelt fra Sjælland har fået undervisning i kørsel og håndtering af store entreprenørmaskiner.

- For vi ved, at der nu går noget i gang med etablering af arbejdshavnen i Rødbyhavn, siger Per Bech Grønning.

Han fortæller om erfaringer, der viser, at hvis folk uddannes til konkrete job for lang tid i forvejen, er det ikke dem, der får jobbene, når det bliver aktuelt: Arbejdsgiverne går efter de frisk uddannede.

- Derfor holder vi også øje med, hvilke uddannelser der bliver brug for efterhånden - inden vi etablerer nye hold, siger Per Bech Grønning.

I mellemtiden bliver der som hidtil løbende købt enkelte pladser på erhvervsskolerne.

For bedst muligt at kunne forudse, hvornår der bliver behov for uddannelserne, holder jobcentret sig i tæt kontakt til dem, der skal bygge tunnelen. Således er jobcentret også i samarbejde med Guldborgsund Jobcenter klar med en stand, når der holdes stor Femern Bælt-konference for erhvervslivet i Lalandia 12. marts.

I forbindelse med jobcentrets opgaver i tilknytning til kommunens Femern Bælt-handleplan er der indgået en lang række samarbejder om projekter, med hver deres indsats for at sikre job under tunnelbyggeriet. Blandt projekterne er etableringen af et "Femern Agency", hvor kommunen sammen med andre aktører og myndigheder vil skabe et sted, hvor alle med arbejde med tunnel-byggeriet kan henvende sig og få en smidig papirgang. Femern Agency har tidligere været tæt på at åbne - men nu ventes det at ske i år et sted i Rødbyhavn, der endnu ikke er fundet.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her