Mark Cavendish er ikke, hvad han har været på en cykel, men briten tog en længe ventet sejr mandag.
En sejrstørke på mere end tre år fik mandag sin afslutning for det seneste årtis største sprinter, Mark Cavendish.
Den britiske kanonkugle har i flere år været langt fra fordums styrke, men på 2. etape af Tyrkiet Rundt tog den 35-årige cykelveteran sejren foran Jasper Philipsen i en massespurt.
Dermed kunne Cavendish løfte armene i jubel for første gang, siden han vandt 3. etape af Dubai Tour i 2018.
Samtidig overtager han løbets førertrøje.
- Det er fantastisk. Det er super rart og en følelse, man aldrig bliver træt af, siger sprinteren ifølge AFP.
Han var ellers tæt på at stoppe karrieren efter den forgangne sæson, men belgiske Quick-Step hev veteranen ind på holdet igen, seks år efter at han forlod holdet.
Det var holdmanager Patrick Lefevere, der op til sæsonen tog beslutningen.
- Nogle personer troede ikke, at jeg kunne komme til at vinde igen. Men det gjorde han (Lefevere, red.), og det er jeg taknemmelig for, siger Cavendish.
Mandagens etape i Tyrkiet var en flad en af slagsen på små 145 kilometer, som bragte feltet samlet til mål. Her beviste verdensmesteren fra 2011 i Danmark, at han stadig kan spurte.
Cavendish regnes for en af historiens største sprintere, og hans meritliste taler sit tydelige sprog.
Med 30 etapesejre i Tour de France er han kun overgået af legenden Eddy Merckx på den konto. Merckx nåede 34 sejre. Den nærmeste aktive rytter er Peter Sagan med 12 sejre.
Læg dertil 15 individuelle etapesejre i Giro d'Italia og 3 i Vuelta a España samt en sejr i monumentet Milano-San Remo for Mark Cavendish.