Nikolaj Jacobsen er glad for, at Danmark som kvartfinaleklar slipper for afsluttende drama mod Kroatien.
Danmark er klar til kvartfinalen ved VM i herrehåndbold.
Dermed slipper holdet og landstræner Nikolaj Jacobsen for et potentielt dramatisk opgør mod Kroatien i den sidste kamp i mellemrunden.
For uanset udfaldet af den kamp slutter Danmark som etter i gruppen.
Det glæder landstræner Nikolaj Jacobsen.
- Vi havde i første omgang sat os som mål at nå kvartfinalen, og at det sker nu, er jeg glad for.
- Jeg havde ikke så meget lyst til at skulle ud i en knald-eller-fald-kamp mod Kroatien i den sidste gruppekamp, siger Nikolaj Jacobsen til TV2 efter sejren på 34-27 over Japan lørdag aften.
Kampen var ikke den kønneste, og Danmark havde i store dele af opgøret defensive problemer mod de fodrappe modstandere.
Op til kampen mod Japan måtte både Mikkel Hansen og Johan Hansen melde fra med maveonde, og Nikolaj Jacobsen fortæller, at også Mads Mensah Larsen var ramt.
- Det gav selvfølgelig nogle udfordringer. Men ikke lige så store, som vi havde defensivt i første halvleg, siger landstræneren.