Kommentator Michael Mortensen kalder Caroline Wozniacki for en fantastisk ambassadør for dansk tennis.
Det vil gøre ondt på dansk tennis, at Caroline Wozniacki har spillet sin sidste tenniskamp.
Det mener Michael Mortensen, kommentator på Eurosport, efter at det blev til et nederlag for Wozniacki i tredje runde til tuneseren Ons Jabeur ved Australian Open.
- Der går nok et lille stykke tid, før det går op for alle danskere, at nu har vi ikke Caroline længere. Der har været mange, som har været ekstremt negative over for Caroline, og nu har de fået ro.
- Men alle os tennisentusiaster er kede af det, fordi hun har været en så inspirerende figur på WTA-touren og i dansk tennis.
- Det er et stort tab, men heldigvis har vi mange unge og lovende spillere i dansk tennis, siger Michael Mortensen.
Han peger især på en spiller, der i fremtiden kan nå langt.
- Vi har Clara Tauson, som også gør det rigtigt flot. Og mange andre unge spillere, som nok skal vise det danske flag.
- Caroline har været i stand til at så nogle frø, som stille og roligt spirer i dansk tennis.
- Så jeg er ikke så bekymret for dansk tennis på lang sigt, men nu og her er det et stort tomrum, at Caroline ikke er at finde på tennistouren længere, siger han.
I perioder har Michael Mortensen været træner for Wozniacki, og han har fulgt hende i hele karrieren.
- Hun har været en fantastisk ambassadør for Danmark og for tennis. Og ikke kun i lille Danmark, men også på verdensplan. Hun har været en af de helt store profiler.
- Hun har været med til at skabe dametennis, som den er i dag. Hun har været et forbillede for den nye generation af spillere.
- Hvis man spørger de unge drenge- og pigespillere, hvem de har set op til og ladet sig inspirere af, så er det selvfølgelig Caroline Wozniacki. Hun har sat et stort aftryk på verdenstennis, siger Mortensen.