Viktor Tranberg bytter FC Nordsjælland ud med Esbjerg, hvor han har fået en fireårig kontrakt.
Der er tirsdag kommet ungt blod til superligaklubben Esbjergs ellers aldrende centerforsvar.
35-årige Markus Halsti og 34-årige Rodolph Austin får således i fremtiden konkurrence fra 22-årige Viktor Tranberg, som Esbjerg har hentet hos superligakonkurrenten FC Nordsjælland.
Den tidligere danske ungdomslandsholdsspiller er blevet udstyret med en fireårig kontrakt hos Esbjerg, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
- Viktor er en ung, stærk forsvarsspiller, som vi er glade for at have fået tilknyttet til Esbjerg.
- Han har erfaring fra både 3F Superligaen og den bedste svenske række, og vi ser et uforløst potentiale, som vi i fællesskab ser frem til at forløse, siger Esbjerg-sportschef Jimmi Nagel Jacobsen.
Sidste efterår var Viktor Tranberg udlejet fra FC Nordsjælland til svenske Örebro SK.
Tranberg har spillet 33 kampe i Superligaen, siden han debuterede i Danmarks bedste række i august 2016.