René Holten Poulsen bestiger Afrikas højeste bjerg i en god sags tjeneste
Kilimanjaro er med sine 5.895 meter Afrikas højeste bjerg. Det vil kajakstjernen René Holten Poulsen bestige i en god sags tjeneste.
Fredag 7. september flyver René Holten Poulsen sammen med en gruppe engagerede danskere til Tanzania for at vandre op ad Kilimanjaro med Climb for Charity til fordel for Børneulykkesfonden.
For hver meter René Holten Poulsen vandrer op ad det berømte bjerg, samler han penge ind til Børneulykkefondens forebyggende arbejde og projektet legeheltene, som arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for indlagte børn.
Man kan støtte René Holten Poulsen og Børneulykkesfonden ved at blive højdemetersponsor for den tidligere europa- og verdensmester i kajakroning. Det kan ske på René Holten Poulsens mobilepay-nummer 22.356, som Børneulykkesfonden har oprettet.
- Beløbet, man kan bidrage med, er fra fem øre til to kroner per højdemeter, oplyser René Holten Poulsen, som håber, at mange vil hjælpe og støtte projektet.
Bidrager man eksempelvis med fem øre per meter, bliver det til 295 kroner, hvis René Holten Poulsen når toppen, som han er fast besluttet på at nå.
Det er også muligt at donere et fast beløb.
Og som verdensklasseroeren påpeger: Samtlige bidrag går ubeskåret til Børneulykkesfonden.
Flere har allerede tilmeldt sig som højdemetersponsor for Danmarks bedste mandlige kajakroer, ligesom enkelte har bidraget med beløb på mellem 75 og 1500 kroner.
- Målet er 100.000 kroner, men jeg vil gerne overgå Pia Allerslevs rekord på 150.000 kroner, siger René Holten Poulsen, som i lighed med de øvrige deltagere betaler sine udgifter på omkring 25.000 kroner til turen.
Op imod 40 danskere har tilmeldt sig rejsen. Blandt dem også den firedobbelte verdensmester i orienteringsløb, Maja Alm.
- Det bliver en stor udfordring for mig at skulle komme op til toppen af Kilimanjaro på fem dage. Jeg kan ikke som mange af de øvrige, der skal bestige bjerget, træne mig op til bjergbestigningen, fordi jeg lige forinden har både et VM og et DM, siger René Holten Poulsen, som fra 22. til 26. august ror VM på kortbane i Portugal og DM fra 1. til 3. september.
Men det bekymrer ikke René Holten Poulsen.
Kan li´ at tage chancer
- Jeg elsker at tage chancer - akkurat som jeg gjorde i Vild med dans sidste år, siger René Holten Poulsen, som netop nu befinder sig i Portugal, hvor han er i træningslejr forud for VM.
Efter strabadserne med at komme op og ned ad bjerget, flyver René Holten Poulsen til Zanzibar for at slappe af i fire dage, inden han vender retur til Danmark.
- Det bliver rart med nogle afslappende dage efter et hårdt program, mener Holten Poulsen.