Michael Mørkøv og Kasper Asgreen kørte atter Elia Viviani i stilling til en etapesejr i Schweiz Rundt.
For anden etape i træk kom sprinteren Elia Viviani (Quick-Step) først over målstregen i Schweiz Rundt.
På løbets 5. etape var italieneren overlegen i spurten mod løbets førende rytter, slovakken Peter Sagan (Bora).
Atter kunne Viviani sende en stor tak til sine danske holdkammerater Kasper Asgreen og Michael Mørkøv. De to danskere spillede en stor rolle, da tempoet blev sat i sprintertoget frem mod målstregen.
Cirka en kilometer fra mål måtte Asgreen slippe, mens Mørkøv banede vejen for Viviani, indtil der manglede cirka 300 meter. Herfra var der ingen tvivl om, at Viviani ville komme først over målstregen.
Michael Mørkøv påpeger, at det var en perfekt afslutning på etapen.
- Jeg er utrolig stolt over det, vi leverede i dag. Det var ligesom i går et fantastisk sprintertog. Det viser, at det er værd at satse på os til Touren, siger Mørkøv til TV2 Sport.
Ligesom på de foregående etaper var et håbefuldt udbrud kørt afsted, men sprinterholdene med Bora i en lederrolle fik hentet den sidste udbryder, Matej Mohoric (Bahrain Merida), cirka 13 kilometer fra mål.
Dermed var der lagt op til endnu et slag mellem topsprinterne, og Viviani udnyttede det gode danske forarbejde til at hente sin sjette sejr i 2019.
Kasper Asgreen beholder løbets ungdomstrøje.
Torsdag venter et formentlig tempofyldt bjergslag, når feltet skal tilbagelægge cirka 120 kilometer med mål på toppen af en stigning.