Nykøbing FCs direktør Axel Castenschiold befinder sig stadig i en lykkerus efter sejren over FCK.
- Jeg har det fantastisk. Vi har været i jeg ved ikke hvor mange medier - jeg har blandt andet været i Go' Morgen Danmark på TV2 i morges, og man går jo stadig rundt og kniber sig selv i armen.
Nykøbing FCs direktør Axel Castenschiold befinder sig knapt et døgn efter 3-0 sejren over FC København i Sydbank Pokalen stadig i en lykkerus. Ikke kun over det utrolige resultat, der sendte NFC videre til turneringens fjerde runde, men også over hele arrangementet i Lollands Bank Park.
- Alle leverede bare i aftes - spillere, sponsorer, fans, hjælpere... det hele kulminerede bare. Det giver så meget tro på fremtiden og viser, at man faktisk kan udrette utroligt meget, når man står sammen, siger Axel Castenschiold.
- Og vi vandt jo ikke kun fordi, FCK var dårlige. Vi var faktisk også rigtig gode, tilføjer han.
Han glæder sig også over de mange tilskuere på stadion - rundt regnet 5.000 og dermed udsolgt hus.
- Vi har solgt masser af pølser, øl og sodavand, og jeg har ikke hørt om nogen tilskueruroligheder. Det hele foregik i en god stemning, siger han.
Den økonomiske del af arrangementet har NFC-direktøren ikke fuldt overblik over endnu. Men han tør godt love så meget, at man kommer ud med et plus.
- Det er vi glade for. Det vil være med til at styrke en i forvejen stram økonomi, noterer Axel Castenschiold.
I aften, torsdag, trækkes der lod til fjerde runde i Sydbank Pokalen. Og NFCs direktør har allerede et par ønskemodstandere.
- Det kunne være sindssygt sjovt at trække Brøndby, når nu vi lige har slået FCK ud. men FC Midtjylland kunne også være interessant. Eller måske et af de lavere rangerende hold, så vi har mulighed for at komme endnu længere i turneringen.
Og så vender vi lige tilbage til perspektiverne i sejren over FCK.
- Vi taler stadig om den kamp for 26 år siden, hvor vi tabte med 1-2 til dem. Gad vide hvor længe, man vil tale om kampen i aftes, slutter Axel Castenschiold.