Frederikshavn White Hawks blev slået, da Odense Bulldogs tog sæsonens anden sejr i Metal Ligaen.
Efter fire nederlag i træk og en generelt tung sæsonstart fik Odense Bulldogs fredag lidt oprejsning.
Her tog det fynske ishockeyhold nemlig sin kun anden sejr i sæsonen, da Frederikshavn White Hawks på Odenses hjemmebane blev slået 3-1.
Fynboerne hopper dermed op på ni point og springer også en enkelt plads op i tabellen til ottendepladsen. Frederikshavn ligger nummer tre.
Odense startede ellers med at komme bagud fredag, da lettiske Kristians Rubins sendte Frederikshavn i front midtvejs i første periode.
Men herefter vendte Odense altså kampen på hovedet. Da første periode var slut, var hjemmeholdet foran 2-1 efter mål af Lukas Nielsen og amerikanske Brandon McNally.
Christian Juhl Thunbo gjorde det til 3-1 et lille minut inde i tredje periode, og så lugtede det for alvor af en sjælden fynsk sejr. Den kom da også.
Esbjerg Energy måtte tage den forlængede spilletid i brug fredag for at slå Sønderjyske. Vestjyderne slog sønderjyderne 2-1. Esbjergs canadiske lejesvend Adam Cracknell blev matchvinder.
Rødovre Mighty Bulls og Herlev Eagles skulle også have mødtes fredag. Men torsdag meddelte Metal Ligaen, at kampen var aflyst på grund af et coronaudbrud i Herlevs spillertrup.
Kampen skal ikke spilles på et senere tidspunkt. I stedet deler de to hold om de tre point, en sejr i ordinær spilletid havde givet. Både Rødovre og Herlev har dermed fået 1,5 point for kampen.