Annonce
Sport

Sportsfolk kan spinde guld på sociale medier

Viktor Axelsen vandt for to uger siden All England-turneringen. På tværs af de sociale medier har badmintonspilleren samlet set omkring en million følgere. (Arkivfoto). Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Flere sportsudøvere arbejder strategisk med sociale medier. I sidste ende kan det give dem bedre kontrakter.

Det kan være penge værd at have mange fans på de sociale medier.

Med tusindvis eller måske millioner af følgere på Instagram, YouTube, Facebook og Twitter kan sportsstjerner forhandle endnu bedre kontrakter hjem med deres sponsorer.

En, der forstår at bruge sociale medier, er badmintonspilleren Viktor Axelsen, der for nylig vandt All England.

På tværs af alle sociale medier har badmintonstjernen omkring én million følgere, som kan følge med i danskerens triumfer, nedture og daglige gøren og laden.

De mange følgere er et vigtigt tema, når far og manager, Henrik Axelsen, forhandler med sponsorer.

- Viktors mange følgere på sociale medier betyder, at vi kan forhandle bedre kontrakter til ham.

- Vi har generelt brugt mange penge på at brande Viktor, og det er også årsagen til, at hans kontrakter måske er dobbelt så gode som mange af de andres, siger Henrik Axelsen.

Der er ansat tre freelancere, den ene i Kina, til at hjælpe badmintonstjernen med at styre de sociale medier.

Derudover bliver der hyret et tv-selskab til at lave optagelser i høj kvalitet til eksempelvis YouTube.

For nylig lavede Viktor Axelsen en såkaldt "unboxing" på sin YouTube-kanal, da han havde modtaget en ny ketsjer fra Yonex. På sine forskellige platforme skabte han i dagene op til hype for begivenheden.

- Vi gad ikke noget håndholdt. Det skal der også være plads til indimellem, når han står i en lufthavn et sted, men det her skulle laves ordentligt og professionelt, så det fik vi folk til at optage, siger manageren.

Selv om der er flere personer inde over Viktor Axelsens sociale medier, så er det afgørende for All England-vinderen, at indholdet er badmintonspillerens egne idéer eller i hans ånd.

Mange følgere er i sig selv ikke et mål for Viktor Axelsen, fastslår hans far og manager.

- Det skal være organisk, og det er vigtig, at det er Viktors eget indhold, der driver det.

- For nylig blev jeg tilbudt en prisliste, hvor vi kunne købe likes. En slags social media-doping.

- Det er noget, som de store virksomheder er meget opmærksomme på. Altså hvor mange "døde" likes der er. Og hvor megen dialog, du har med dine følgere, siger Henrik Axelsen.

Når han sidder ved forhandlingsbordet, er det derfor ikke nok blot at vise, hvor mange følgere sønnen har på de sociale medier.

- Jeg har analyser med, der viser, hvor stor han er i forhold til de andre på verdensplan. Hvis jeg skal have flere penge ud af de forskellige sponsorer, så skal jeg kunne retfærdiggøre det, siger han.

En af de danske sportsudøvere, der på det seneste har oplevet en stor fremgang på de sociale medier, er fodboldspilleren Martin Braithwaite.

Skiftet fra upåagtede Leganes til storklubben FC Barcelona i spansk fodbold har betydet, at vestjydens Instagram-konto er vokset fra 30.000 til 505.000 følgere på godt en måned.

Sportsøkonom Kenneth Cortsen, der forsker i sportens kommercialisering, forklarer, at der er et kraftigt samspil mellem brands - eksempelvis en fodboldspiller og en storklub.

- Barcelonas rolle som medskaber af interesse for Braithwaite som fodboldspiller skal ikke undervurderes.

- Fanidentifikationen med klubben er enorm, og det smitter af på spillerne, hvilket Braithwaite lukrerer på, siger Cortsen, der underviser i sportsmanagement og -business hos UCN og forskellige steder i udlandet.

Selv om Barcelona har egne sponsorer, så har de enkelte spillere også deres egne aftaler, blandt andet omkring støvler. Braithwaite har desuden Nike som personlig sponsor.

- Hvis han håndterer den voksende interesse optimalt ved at lave indhold, der giver indsigt i det sportslige og personlige liv i og omkring Barcelona, så er det noget, sponsorer vil se på, når de vurderer hans værdi, mener Cortsen.

Hvis Braithwaite en dag skal videre i karrieren, så kan han også bruge det stigende antal følgere.

- Alle klubber kigger på såvel sportslig som kommerciel performance, så her vil det også komme i spil.

- Positioneringsmæssigt er det kæmpe stort for en dansk spiller, og Braithwaite har spillet sig ind i en ny liga, mener Cortsen.

  • BADMINTON-GBR
    Viktor Axelsen vandt for to uger siden All England-turneringen. På tværs af de sociale medier har badmintonspilleren samlet set omkring en million følgere. (Arkivfoto). Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Annonce
Sport

Claus Jensen: Vi skal lære af de her perioder

Sport

Afklapsning på banen: Men Birgit, Jessica, Tine og Trine var med til rekordens aften

Annonce
Annonce
Erhverv

Lokal bilforhandler i opkøb på Sjælland

Lolland

Fjerner alle skraldespande

Guldborgsund

Jubler over Marys besøg: En kæmpe fornøjelse

Indland

Beredskab tilbage ved Børsen efter gløder blussede op over natten

Falster

Mark O's nye eventyr tog dem på sengen: "Gud, der er mange"

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Erhverv

Lokal hæder til danmarksmesterskaberne

Guldborgsund

Dronningen om sin gåtur på Falster: - Det var lidt usædvanligt

Guldborgsund

Se billederne: Dronning Mary på besøg på Falster

112

Kørte spritstiv i lånt bil: Så blev den taget

112

Søstre fra Levakovic-familie idømmes fængsel for at svindle ældre

Indland

Danskernes arbejdsglæde slår rekord

Udland

Tv-tårn brækker over i ukrainsk storby efter muligt angreb

Lolland

Babydrabssagen: Nu er det op til nævningerne og dommerne

Guldborgsund

Her sker det: Dronningen indvier vandrerute på Falster

Sport

Medaljeslugende dansk kajakroer fra Maribo udtaget til OL

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Se videoen: Den stjal rampelyset fra Mary på stor royal dag

Indland

Savnet 18-årig kvinde fra Vestjylland er fundet i live

Indland

18-årig kvinde er fortsat savnet

Guldborgsund

Begejstret Mary: Fin rute og dejlig skov

Lolland

Kæmpehandel en realitet

Vejret

Se video: Sneen er faldet på Lolland-Falster

Guldborgsund

- Dronning Mary kan godt glæde sig