Papfigurer af en massemorder og Storbritanniens premierminister har været på tribunerne til australsk rugby.
En berygtet massemorder og flere politikere er blandt de papfigurer, der har været placeret på tribunerne i australsk rugby.
Mod betaling er det muligt for almindelige mennesker at få en papfigur af dem selv på stadionsæderne, der ellers vil være tomme for at hindre spredning af coronavirus.
Det har enkelte plattenslagere udnyttet til at placere en række kendte personer på tribunerne.
Til en kamp mellem Penrith Panthers og Newcastle Knight kunne man blandt andre se massemorderen Harold Shipman, en engelsk læge der for 20 år siden blev kendt skyldig i at have myrdet 15 patienter.
Der har også været papfigurer af den britiske premierminister Boris Johnson og hans toprådgiver Dominic Cummings, der har været en del i vælten under coronapandemien.
Det skyldes, at Cummings selv brød de regler, han havde været med til at udarbejde for nedlukningen af det britiske samfund.
Flere australske tv-seere har fundet papfigurerne sjove, men der er også andre, der er blevet stødt.
Australiens Rugby Liga har oplyst, at man vil gennemgå initiativet med papfigurer på stadion.