Landstræneren var svært begejstret for den defensive indsats, som Danmark leverede mod Frankrig.
Efter en svingende VM-slutrunde for de danske håndboldkvinder kunne spillere og trænerstab lade et foreløbigt lettelsens suk komme ud med en hårdt tilkæmpet sejr over Frankrig på 20-18.
Sejren betyder nemlig, at Danmark er videre til mellemrunden og dermed fortsat i spil til både semifinale og OL-pladser, om end førstnævnte kan blive svært.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen var efter sejren lykkelig for resultatet og især den defensive indsats.
- Jeg er utrolig stolt. Især forsvarsmæssigt var vi super disciplinerede, vores returløb var fremragende, og vi gav ingen kontraer væk, siger landstræneren til DR.
- Angrebsmæssigt vidste vi, det blive svært, men vi fik løst det rimelig godt.
I målet brillerede Sandra Toft nok en gang for Danmark, og Klavs Bruun Jørgensen var svært glad for det defensive arbejde, som holdet leverede.
- Sandra Toft stod fantastisk. Hun havde i dag også et forsvar, hvor hun var med til at bestemme, hvor skuddene skulle komme. Det arbejde, som Haugsted lavede sammen med Bodholt og Iversen, var fremragende, siger han.
Uafgjort eller nederlag til Frankrigs forsvarende europa- og verdensmestre havde sendt Danmark ud i nogle tæt på ligegyldige placeringskampe, og Sandra Toft frygtede, at det ville ende sådan.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg ikke helt på det (inden kampen, red.). Jeg prøvede hele dagen at bilde mig selv ind, at det godt kunne lade sig gøre - uden rigtig at tro på det, siger hun til DR.
- Men de piger, vi er sammen med, er de sejeste i hele verden, lyder det fra den stærke målvogter.
Selv om glæden var stor over sejren, så vil Klavs Bruun Jørgensen ikke kalde det for et svendestykke.
- Så skal vi lige vinde nogle medaljer først, siger han.
Danmark får et enkelt point med over i mellemrunden, hvor holdet skal møde Norge, Holland og Serbien.