En ekstra spiller på banen kort ført kampens slutfløjt resulterer i omkamp for TSØ.
Ajax har vundet en protestsag angående afviklingen af de sidste sekunder af opgøret i mændenes 1. division mod Team Sydhavsøerne, der blev spillet 2. februar i Maribo-Hallen.
Team Sydhavsøerne vandt det tætte og i slutfasen dramatiske opgør for 14 dage siden med 20-19 på en scoring tre sekunder før tid af Martin Vilstrup.
Herefter havde Team Sydhavsøerne en spiller for meget på banen, hvilket skulle have udløst både rødt kort og straffekast til Ajax - men det blev hverken dømt eller endsige observeret af kampens to dommere.
Københavnerne nedlagde straks protest, hvilket disciplinærudvalget under Dansk Håndbold Forbund, DHF, har taget til følge.
Konsekvensen bliver, at resultatet annulleres, og opgøret skal spilles om senest onsdag 7. marts i Maribo-Hallen.
Det fremgår af protestskemaet, at Ajax ikke mener, at “kampen blev korrekt afviklet”, idet en ekstra TSØ-spiller med overtrækstrøje løber ind på banen med under tre sekunder tilbage, hvilket observatøren ved efterfølgende gennemsyn på video anerkender.
Sydhavsøerne har i sit indlæg til DHF anført, at episoden ikke har indflydelse på kampens udfald.
Læs i fredagens Folketidende mere om afgørelsen og kommentarer i sagen.