Mark O. Madsen samler stærk sparring i træningscenter.
MARIBO Der blev gået til vaflerne lørdag i MMA-kæmperen Mark O. Madsens træningscenter i Maribo.
Her var kæmpere fra flere nationer samlet til træningslejr, som har varet siden sidste mandag og først slutter på torsdag.
De fire udenlanske kæmpere på træningslejren bor på Ebsens Hotel og Hotel Maribo Søpark, samtidig med at de træner intenst under ledelse af Danmarks ypperste MMA-træner, Martin Kampmann, der har 17 kampe under bæltet i det største forbund, UFC.
Tre af figtherne inklusiv Mark O. Madsen har UFC-kampe på cv´et, og da først opvarmingen var overstået, blev ingen af deltagerne skånet for både slag, spark og greb.
Med på træningslejren er også de to tidligere Thor-brydere Andy Nielsen og Sharafmal Sediqi.
- Det er sparring af virkelig høj kvalitet, siger Mark O. Madsen, der står bag træningslejren.
Han brugte det meste af tiden på at kæmpe mod finske Makvan Amirkhani, der er stillet en UFC-kamp i London i udsigt 21. marts.
Skal til Las Vegas
Flere medier kunne i fredags berette, at Mark O. Madsen 7. marts skal op imod amerikaneren Austin Habbard ved et storstilet stævne i Las Vegas.
Da Folketidende var på besøg lørdag formiddag, kunne Mark O. Madsen ikke bekræfte at den kamp var en realitet, men senere lørdag hen under aften blev det bekræftet, at han skal en tur til den amerikanske spilleby og møde 28-årige Austin Habbard, der beskrives som en brutal fighter.
Han blev mester i det mindre forbund Legacy Fighting Alliance, inden han skiftede over til UFC, hvor han har haft to kampe. Her tabte han sin første kamp på point, men i sin næste kamp vandt han på point.
- Det bliver en ualmindelig svær opgave. Den sværeste til dato i min MMA-karriere, siger Mark O. Madsen, der heller ikke lægger skjul på, at han glæder sig helt vildt til at kæmpe i MMA-mekaet i Las Vegas men samtidig også er usikker på, hvad der venter, da det er første gang, at han reelt er på udebane.
- Jeg skal vinde kampen noget så eftertrykkeligt for at blive kåret som vinder. At slå en amerikaner i Las Vegas kræver noget helt ekstraordinært, understreger Mark O. Madsen, der har bestilt flybilletten til USA, og tager af sted allerede næste mandag og først vender hjem til Nykøbing efter kampen 7. marts.
Alt spiller optimalt
- Jeg skal over og træne med de bedste MMA-kæmpere i et gigantisk træningsanlæg, hvor alt bare spiller optimalt, siger Mark O. Madsen, der, når kampen nærmer sig, får fløjet sin danske træner Martin Kampmann og resten af hans team ind til Las Vegas.
- Det bliver så stort, at man næsten ikke fatter det, siger Mark O. Madsen, der fortæller, at hans amerikanske drøm kan følges på Viaplays kanaler. De viser således kampen lørdag 7. marts direkte.