To canadiere er blevet budt velkommen hjem af premierminister Justin Trudeau efter knap tre års fængsling.
En årelang diplomatisk strid, der involverer fængslingen af to canadiske statsborgere og en kinesisk finanschef, har lørdag umiddelbart nået sin afslutning i det, der ligner en byttehandel.
I hvert fald er de to canadiere, forretningsmanden Michael Spavor og den tidligere diplomat Michael Kovrig, lørdag vendt hjem til Canada.
Det sker efter mere end 1000 dages fængsling i Kina.
De er lørdag blevet budt velkommen hjem af Canadas premierminister, Justin Trudeau, i den canadiske by Calgary.
Foruden duoens løsladelse er også kinesiske Meng Wanzhou blevet løsladt og lørdag vendt hjem til Kina. Hun er finanschef i den kinesiske telegigant Huawei og udgør den anden del af den diplomatiske strid.
Wanzhou, der er datter af Huaweis stifter, blev tilbageholdt under en mellemlanding i canadiske Vancouver i 2018.
Det skete på baggrund af en amerikansk udleveringsanmodning, efter at Huawei blev anklaget for at have brudt USA's sanktioner mod Iran.
Kort efter tilbageholdelsen i Vancouver blev de to canadiere anholdt i Kina. Det skete ifølge Canada som direkte hævn for tilbageholdelsen af Wanzhou.
USA's justitsministerium indgik fredag en aftale med Huawei om løsladelsen af Wanzhou. Det skete efter et retsmøde, hvor Wanzhou deltog via video.
Den kinesiske finanschef afviste her endnu en gang at være skyldig i de anklager om spionage og økonomisk svindel, som USA har rettet mod hende.
Hun erkendte dog samtidig en række fakta i sagen.
Ifølge USA's justitsministerium har Meng også indrømmet, at hun ikke fortalte sandheden om Huaweis forretninger i Iran.
Den aftale, der nu er indgået, betyder, at justitsministeriet udskyder retsforfølgelse af hende til december 2022. Hvis hun til den tid har overholdt de betingelser, der er aftalt, vil tiltalen helt blive droppet.