En voldsom eksplosion har ramt en kemisk fabrik i en by uden for den tjekkiske hovedstad, Prag.
Mindst seks personer er dræbt i en eksplosion på en kemisk fabrik i Tjekkiet.
Det oplyser brandmyndighederne til det tjekkiske nyhedsbureau CTK.
- Vi har modtaget information om, at seks personer er døde, og adskillige andre er alvorligt såret, siger Vladimira Kerekov, talskvinde for de tjekkiske brandmyndigheder.
Eksplosionen skal være sket i den nordlige by Kralupy-nad-Vltavou, der ligger i den centrale region Bøhmen.
Talskvinden oplyser, at et hospital har modtaget et "signifikant" antal patienter.
Ulykken skal være sket på en kemisk fabrik tilhørende det polske firma Synthos, der blandt andet laver syntetisk gummi.
To personer blev dræbt i en eksplosion på samme fabrik i 2015.
- Vi har iværksat en undersøgelse for at fastslå omstændighederne i sagen, siger politiets talskvinde Marketa Johnova.
Politiet blev informeret om eksplosionen klokken 10 i morges.