- Folk ønsker flere lokale nyheder, og lokale nyhedsredaktioner ønsker at få mere støtte, mener Facebook.
Facebook er parat til at investere et stort beløb i nyhedsbranchen. Hele 300 millioner dollar - næsten to milliarder kroner - er blevet sat af til at støtte forskellige projekter inden for nyhedsmedierne, oplyser selskabet tirsdag.
Investeringer på to milliarder kroner skal gøres over tre år. Pengene går til nyhedsprogrammer, partnere og indhold, rapporterer CNN.
Nogle af midlerne vil gå direkte til organisationer som medieorganisationen Pulitzer Center og Report for America, som arbejder bedre dækning af lokale nyheder
Store dele af investeringen er rettet mod netop lokale nyheder. Dette er en del af Facebook Journalism Project, som blev startet for to år siden.
I en pressemeddelelse tirsdag oplyser Facebook, at det også vil udvide projektet globalt, blandt andet til Europa. Der er afsat 20 millioner dollar (omkring 130 millioner kroner) til denne del af projektet.
- Folk ønsker flere lokale nyheder, og lokale nyhedsredaktioner ønsker at få mere støtte, siger Campbell Brown, Facebooks vicedirektør med ansvar for globale nyheds-partnerskaber.
Facebooks investeringer kommer efter, at internetgiganten Google sidste år præsenterede Google News Initiativet.