Med 735 medlemmer bliver Forbundsdagen i Tyskland igen større end før på grund af særligt system.
Forbundsdagen i Tyskland kommer til at bestå af flere medlemmer end nogensinde før.
Det oplyser officielle valgmyndigheder mandag morgen ifølge mediet Politico.
I alt kommer det nye parlament til at bestå af 735 medlemmer.
Tidligere bestod det af 709 medlemmer, hvilket allerede var det højeste antal nogensinde ifølge mediet.
Antallet af medlemmer i det tyske parlament er - i modsætning til for eksempel Folketinget i Danmark - ikke givet på forhånd.
Det skyldes et relativt kringlet mandatudligningssystem, som selv mange tyskere ifølge Politico ikke forstår.
I det tyske valgsystem har vælgerne to stemmer. Den første stemme går direkte til en kandidat, der er opstillet i en af de 299 valgkredse.
Den anden stemme går til et parti og afgør den anden halvdel af mandaterne ved forholdstalsvalg som i Danmark.
Man kan dog ikke regne med, at Forbundsdagen dermed får 598 medlemmer. Der er nemlig også en række tillægs- og udligningsmandater.
De bliver udløst, hvis et parti opnår flere direkte mandater, end det egentlig har krav på i forhold til antallet af andenstemmer.
Når det sker, får partiet tillægsmandater, så der kommer proportionalitet mellem første- og andenstemmen. De andre partier får som kompensation udligningsmandater, indtil mandatfordelingen igen stemmer overens med det landsdækkende andenstemme-resultat.
Systemet har fået kritik for at føre til et meget stort tysk parlament.