46-årige George Floyd mistede livet efter en brutal anholdelse. Sagen har ført til store protester i USA.
Guvernøren i den amerikanske delstat Minnesota, Tim Walz, forventer en "hurtig" afgørelse i sagen om George Floyds død.
Det siger han på et tv-transmitteret pressemøde fredag formiddag lokal tid.
46-årige George Floyd, der er sort, mistede livet efter en brutal anholdelse, hvor en politibetjent placerede sit knæ på hans hals i flere minutter.
- Det er min forventning, at retfærdigheden vil ske fyldest i forhold til de involverede politibetjente på en hurtig og retfærdig måde. Det er alt, hvad vi forlanger, siger den demokratiske guvernør Tim Walz.
Delstatens justitsminister, Keith Ellison, understreger på fredagens pressemøde ligeledes, at det er vigtigt med en hurtig sagsbehandling.
George Floyds død har medført store protester i byen Minneapolis i Minnesota. Blandt andet har demonstranter sat ild til en politistation.
Demonstrationerne begyndte tirsdag og er fortsat frem til fredag.
- Lad mig gøre det helt klart: Hvis jeres besked er, at hændelsen med George Floyd ikke kan tolereres og er fuldstændig uacceptabel, og at det kræver forandring, så er beskeden blevet afsendt, og den er også blevet modtaget, siger Minnesotas justitsminister, Keith Ellison.
Sagen om George Floyd har i USA på ny vakt debat om racespørgsmålet og brugen af unødig politivold. Omstændighederne ved Floyds død trækker spor tilbage til Eric Garner, der i 2014 blev brutalt anholdt i New York.
Garner, der var sort, sagde - ligesom George Floyd - "jeg kan ikke trække vejret" flere gange, mens han blev holdt ned mod et fortov og senere døde.
- Vi har tænkt os at reparere et ødelagt samfund, der lader så mange folk i stikken på grund af deres arv med at blive holdt som slaver og som tjenere.
- De bliver nu udsat for ulighed på alle mulige områder - alt fra fængsling, til boligsituation, til lønninger og alt muligt andet, siger Keith Ellison.