I retten med Eichmann - ondskabens banalitet blev udstillet

I fire måneder i 1961 var verdens søgelys rettet mod barbariet i Nazityskland i skikkelse af Adolf Eichmann, som blev stillet for retten i Jerusalem.

Det var en anledning til at sørge over Holocaust og til at reflektere over den enkeltes skyld for krigsforbrydelser.

Den 11. april 1961 blev retssagen mod den 55-årige grå og anonyme mand indledt. Han havde stået bag logistikken og organiseringen af nazisternes såkaldte endlösung - den endelige løsning - som endte med døden for seks millioner jøder.

Verdenspressen havde forinden berettet om israelske Mossad-agenters dramatiske pågribelse og bortførelse af Eichmann et år tidligere fra hans skjul i Argentina. Her levede mange tidligere ledende nazister under falsk navn.

I 316 dage blev han holdt indespærret i et hemmeligt specialfængsel i det nordlige Israel, før han blev transporteret til Jerusalem, hvor verdenspressen gav sagen massiv dækning.

Eichmann sad bag skudsikkert glas i retssalen og fulgte gennem høretelefoner med, da en tolk oversatte de 15 anklagepunkter til tysk.

Alle 700 pladser i den store retssal var besat med observatører, diplomater og 450 journalister.

Anklagerne var blandt andet forbrydelser mod det jødiske folk, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, plyndring, deportationer, tvangsaborter, sterilisering og folkedrab.

Sagen fik sin afslutning, da Eichmann blev hængt i Tel Aviv et års tid senere.

- Vi havde ventet at se et eller andet uhyre på grund af hans forbrydelser. Men Eichmann virkede som en tilfældig lille bureaukrat, siger Marcelle Joseph, som båndede hele retssagen og lavede en udskrift af den.

For hende kom den virkelige skrækoplevelse ikke fra manden i glasburet, men fra de skrækindgydende vidneudsagn fra i alt 111 vidner.

En overlevende fortalte, hvordan og over tusind andre jøder blev ført frem til en udgravet grøft i Polen, hvor en naziofficer beordrede dem til at knæle og klæde sig af. De blev skudt på kanten af deres åbne grav.

En anden overlevende fra dødslejren Treblinka beskrev dødsangsten i gaskamrene, hvor ofrene var pakket så tæt sammen, at de blev stående selv når de var døde. Familier døde, mens de holdt hinanden i hænderne.

Eichmann insisterede på, at han blev dømt for andres handlinger. Han nægtede at have noget personligt ansvar og mente blot at have pareret ordre.

Filosoffen Hannah Arendt, som fulgte hele retssagen, kaldte det rystende, at han fremstod så uinteressant. Hun har beskrevet Eichmann som selve legemliggørelsen af "ondskabens banalitet".

Den 15. december 1961 faldt dommen: Døden ved hængning.