12 demonstranter blev tirsdag angiveligt dræbt af politiet i Nigeria. Præsident nævner det ikke i tale.
Mens uroen fortsætter i den nigerianske storby Lagos, er præsident Muhammadu Buhari torsdag kommet i heftig modvind på sociale medier for sine manglende udtalelser om en nylig skudepisode.
Mindst 12 demonstranter blev ifølge Amnesty International tirsdag skudt og dræbt af politi og soldater ved demonstrationer i distrikterne Lekki og Alausa nær Lagos.
I sin første tale til nationen efter episoden valgte præsidenten dog ikke at nævne de dræbte eller episoden direkte.
I stedet kom han med opfordringer om fredelige løsninger til de unge, der de seneste uger har deltaget i regeringskritiske demonstrationer.
De bør "stoppe gadeprotesterne og på konstruktiv vis indgå i samarbejde med regeringen om at finde løsninger", sagde Muhammadu Buhari blandt andet.
Talen er vidt og bredt blevet mødt med overraskelse og kritik.
Det gælder blandt andet hos det tidligere parlamentsmedlem Shehu Sani, som er tidligere medlem af Buharis parti.
- Man beder om en tale, man får en tale, og nu ved man ikke, hvad man skal sige, skriver Sani på Twitter.
Imens skriver den engelske forretningsmand Adam Bradford på Twitter:
- Er Buharis hukommelse så kortlivet, at han har glemt skyderiet i Lekki?
Torsdag var der flere steder i Lagos store problemer med at opretholde et udgangsforbud, som er blevet indført for at slå ned på protesterne.
I nogle områder kunne der høres pistolskud. Røgen steg op fra mindst to steder i det velstående Ikoyi-distrikt. Imens var der brande i både distriktsfængslet og et indkøbscenter et andet sted i Lagos.
De store demonstrationer i landet begyndte som en direkte protest mod politiets såkaldte Special Anti-Robbery Squad (Sars), som beskyldes for overgreb, drab og tortur.
Enheden blev 11. oktober opløst af præsidenten.
Demonstrationerne har senere udviklet sig til bredere protester mod den måde, som landet fungerer på, og tusindvis er de seneste uger gået på gaderne. Det har flere gange udviklet sig voldeligt.
You ask for speech,you got the speech and now you are speechless.
— Senator Shehu Sani (@ShehuSani) October 22, 2020
Is Buhari's memory so short that he forgot about the Lekki shooting? Youth, the world is yours, grab it with both hands and please keep up your strength. #EndSARS
— Adam Bradford (@Entre_Adam) October 22, 2020