Ord som politi, retfærdighed, forandring og protest er dem, der forekommer mest sammen med #blacklivesmatter.
Den dødelige politivold mod George Floyd, som har ført til demonstrationer mange steder i verden, har fået sociale medier til eksplodere.
Ifølge analysevirksomheden Meltwater har søgestrengen #blacklivesmatter været nævnt 40,5 millioner gange i perioden 22. maj-3. juni.
Det rapporterer det svenske erhvervsmagasin Resumé.
Blandt de ord, som forekommer mest sammen med #blacklivesmatter, er politi, retfærdighed, forandring og protest, siger analysevirksomheden.
Black Lives Matter-bevægelsen er en international organisation, der kæmper for menneskerettighederne med fokus på vold og systematisk racisme.
Og engagementet på platforme som Instagram, Facebook og Twitter har været usædvanlig stor.
Efter USA har engagementet været størst i England, Brasilien og Frankrig, siger Meltwater ifølge Resumé.
Hashtagget #BlackOutTuesday blev tidligere et af de mest anvendte på Twitter, da hundredtusinder af erhvervsfolk og civilpersoner - deriblandt mange berømtheder - lagde et sort billede op som en fredelig protest mod politivold og racisme.
I forbindelse med 'Blackout Tuesday'-kampagnen, som blev startet af musikindustrien i USA, holdt mange virksomheder pauser i arbejdet for i stedet at støtte kampen for social retfærdighed.
Musiktjenesten Spotify gjorde et fremstød for sorte musikere og Sirius XM Radio holdt tre minutters pause. Blandt andre Rihanna, Taylor Swift, Katy Perry og basketballstjernen LeBron James deltog.
ViacomCBS samt CBS News, MTV og Comedy Central manifesterede deres støtte ved at have sort skærm i 8 minutter og 46 sekunder - nøjagtigt så lang tid, som en politimand pressede George Floyds hals ned mod asfalten i Minneapolis.