Opgørelse fra Johns Hopkins University viser, at dødstallet i USA har ligget relativt stabilt de seneste dage.
USA har registreret 1904 coronarelaterede dødsfald i løbet af de seneste 24 timer.
Det viser tal fra Johns Hopkins University fredag morgen. I alt er 16.672 døde i USA.
Det daglige dødstal er gjort op fra klokken 05.00 torsdag til klokken 05.00 fredag dansk tid. I den tilsvarende periode i det forrige døgn var tallet 1873.
Dermed er der sket en lille stigning i antallet af døde på 24 timer.
I alt har USA bekræftet over 465.000 smittetilfælde i landet. Knap 25.700 er raskmeldte. Man regner dog med et stort mørketal.
Værst ramt er New York City, epicentret i USA, hvor over 5000 mennesker er døde med coronavirus.
Andre og langt mindre byer i delstaten New York har også haft usædvanlig mange dødsfald i forhold til resten af USA.
I byen Nassau er 633 personer således døde og byerne Suffolk og Westchester har begge haft omkring 360 dødsfald relateret til Covid-19 ifølge opgørelsen fra Johns Hopkins University.
Torsdag meddelte Anthony Fauci, direktøren for Det Nationale Institut for Allergi og Infektionssygdomme i USA og en af præsident Donald Trumps rådgivere under coronakrisen, at de mange tiltag, som er sat i værk på både føderalt og lokalt niveau, er begyndt at vise resultater.
- Det, vi gør, virker, sagde Fauci ifølge nyhedsbureauet dpa.
- I forhold til dødsfald er det en dårlig uge. Faktisk ser hver dag ud til at slå rekord i forhold til dagen inden. Men samtidig med at vi ser en stigning i antallet af døde, ser vi et ret dramatisk fald i antallet af indlæggelser.
Med et dødstal, der nærmer sig 17.000, er USA det land, som er hårdest ramt efter Italien, der har registreret næsten 18.300 dødsfald.