cookie-og-privatlivspolitik
Kenth Møller maler gerne sine omgivelser. Som her hvor maleriet på væggen gengiver bord og stole, hvor kunstneren i virkelighedens verden selv har taget plads.
Foto: Lisbet Rasmussen

Ugeavisen Lolland

Galleri for kreativ glæde i Tillitse

Kenth Møller udstiller sine tegninger og malerier i nyrenovereret hus, hvor han netop har indrettet galleri.




13. juli 2021 kl. 07:00 Af Lisbet Rasmussen

DANNEMARE Kenth Møller har malet, siden han var barn.

Tegningerne med blyant og kul og malerierne med olie-og akvarelfarver har altid fascineret ham - og nu har han, 41 år gammel, åbnet et lille galleri i Tillitse, hvor alle og enhver kan stikke hovedet ind for at kigge på Kenths kunst.

Galleriet ligger i et lille hus på Kløngevej i Tillitse, næsten lige ved siden af huset, hvor Kenth Møller bor samme med sin kone, Nicoline Møller.

I vinter gik Kenth i gang med at sætte det lille hus i stand, og i begyndelsen af juni kunne han så slå dørene op for Galleri Møllerart.

- Jeg elsker at male, og jeg finder for det meste motiverne til mine malerier i hverdagen rundt omkring, hvor jeg færdes, fortæller han.

Annonce

Kenth Møller maler i mange forskellige stilarter, men i alle hans billeder er der genkendelige elementer. Her er en stol, et bord, et landskab, et udsnit af en stue, et portræt, en vase med blomster. Selv på de billeder, der er malet på baggrund af drømmesyn, optræder der konkrete ting og figurer, for eksempel et kranium og en stejlende hest.

Kenth Møller betragter sin passion for at male som en hobby.

- Jeg skal ikke leve af at male; men jeg elsker at male, og hvis nogen vil købe et at mine malerier, så er det helt i orden, siger han med et stort smil.

Kenth Møller er opvokset i Fakse og flyttede til Tillitse for omkring 21 år siden.

Det var i Fakse, at han malede sit første maleri. Han var 10-11 år gammel, da han malede det, og det står i dag i galleriets køkken og forestiller et barn, som står med en bamse i favnen ved siden af en vugge. Det er malet efter et billede, der hang i Kenth Møllers barndomshjem.

Annonce

- Det billede har en helt særlig betydning for mig, fortæller han.


Kig indenfor

Kent maler ikke abstrakt. Det lader han sin kone om.

Det er meningen, at Nicolines Møllers billeder også skal udstilles i Galleri Møllerart; men lige nu optræder hun kun på et par af de malerier, som hendes mand har lavet.

Hvis du har lyst til at besøge Galleri Møllerart på Kløngevej 7 i Tillitse, kan du ringe til Kenth Møller på telefon 51 80 56 71 og aftale et tidspunkt, hvor du kan kigge forbi.

Du kan også se nogle af Kenths malerier på hjemmesiden møllerart.com



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Ugeavisen Lolland":
Annonce
ANNONCE