Sammen med Fuglsang Kunstmuseum udlodder Ugeavisen i denne uge fem eksemplarer af en ny bog om kunstneren Johannes Wilhjelm.
Indtil begyndelsen af det nye år kan du på Fuglsang Kunstmuseum opleve udstillingen Johannes Wilhjelm - fra Italien til Skagen.
Fuglsang Kunstmuseums viser, som nævnt andetsteds her i avisen, en ny udstilling om maleren Johannes Wilhjelm, der voksede op som godsejersøn på Lolland, sidenhen blev elev hos P.S. Krøyer og Kristian Zahrtmann, og endte med at blive indlemmet i kredsen af skagensmalere.
I sin samtid var Wilhjelm en del af det etablerede danske kunstliv med hædersbevisninger, men i eftertiden blev han stort set glemt og har stået i skyggen af sine forbilleder. På baggrund af arkiv- og kildemateriale fra museer og danske privatsamlinger fremstilles Wilhjelms livsværk i en stor bog, der er den første om maleren.
Udstillingen og bogen er blevet til i nært samarbejde med Skagens Museum og Ribe Kunstmuseum. Kataloget er på 128 sider med fotooptagelser af værkerne fra udstillingen. Inspektører fra de nævnte museer samt en af Wilhjelms efterkommer bidrager med artikler og der er også interview med en passioneret Wilhjelm kunstsamler, der bor i malerens gamle hus i Skagen.
Konkurrence
Sammen med museet udlodder Ugeavisen fem eksemplarer af den flotte bog. For at deltage i lodtrækningen om den, skal du blot svare rigtigt på spørgsmålet: Hvor er Johannes Wilhjelm fra?
Kom med dit svar på mail konkurrencer@ugeavisen-guld.dk senest torsdag 8. november - giv din mail titlen "Johannes Wilhjelm"
Vinderne vil herefter blive offentliggjort i Ugeavisen.