cookie-og-privatlivspolitik
Det omrejsende makkerpar Jan Elhøj og Morten Kirckhoff besøger Hovedbiblioteket i november med foredraget "Nul stjerner" som bygger på tv-programmet af samme navn
Det omrejsende makkerpar Jan Elhøj og Morten Kirckhoff besøger Hovedbiblioteket i november med foredraget "Nul stjerner" som bygger på tv-programmet af samme navn
Foto: Pressefoto

Ugeavisen

Oplev de store personligheder

- når Guldborgsund-bibliotekerne inviterer til en spændende efterårssæson. Arrangementsprogrammet er netop udkommet, og det rummer gode oplevelser både børn og voksne.




24. august 2019 kl. 05:32 Af Katrine Sabroe Christensen

Annonce
FAKTA

Tidligere drabschef Ove Pedersen, krimiforfatteren Katrine Engberg og det nye danske forfatterpar, radioværten Louise Tüxen og Anders Morgenthaler, som nok er mest kendt for sin satiriske tegneseriestribe i dagbladet Politiken.

Det er blot nogle af de personligheder du kan møde i løbet af efteråret, når de gæster biblioteket.

Guldborgsund-bibliotekernes nye arrangementsprogram er netop udkommet og endnu en gang er det spækket med spændende arrangementer for både børn, unge og voksne.


Efterspurgt makkerpar

Også denne sæson har biblioteket de lidt mere skæve arrangementer på programmet.

For eksempel kommer makkerparret Jan Elhøj og Morten Kirckhoff og holder foredrag ud fra deres tv-program Nul stjerner, hvor de rejser rundt og besøger steder, som har høstet de dårligste anmeldelser.

- Vi har fået op til flere henvendelser fra brugere, der rigtig godt kunne tænke sig, at vi fik det omrejsende makkerpar forbi til et foredrag. Det har vi selvfølgelig taget til os og booket de to morsomme gutter, der kommer til november, fortæller assisterende leder af Bibliotek & Borgerservice Sonja Christina Rasmussen.


Om de forladte steder

Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, der også står bag programmet Forladte steder, holder deres foredrag Nul stjerner på Hovedbiblioteket onsdag 20. november.

Der er også lagt op til en sjov aften, når Louise Tüxen og Anders Morgenthaler lægger vejen forbi Hovedbiblioteket 3. oktober med deres foredrag om Helle Erobreren.

En noget anderledes, skæv og yderst humoristisk roman, som udspiller sig på Nykøbing F. Sygehus, om den udlærte slagter Helle der er i jobaktivering, men tilfældigvis bliver forvekslet med den sygemeldte polske turnuslæge.


Også til krimifolket

Er du mere til krimi - både den autentiske og den fiktive af slagsen - så byder biblioteket på to nervepirrende arrangementer.

Onsdag 18. september kommer krimiforfatter Katrine Engberg forbi Hovedbiblioteket og taler om sit forfatterskab og sin spritnye bog Vådeskud, der udkommer i september.

Onsdag 9. oktober får Væggerløse Bibliotek besøg af tidligere drabschef Ove Pedersen, der tidligere har efterforskede nogle af de mest bemærkelsesværdige kriminalsager.


Dokumentaren fortsætter

På Stubbekøbing Bibliotek startede biblioteket sidste sæson initiativet Mandagsdokumentaren op.

Arrangementsserien blev taget rigtig godt imod og derfor er der også spændende dokumentarer på programmet i efterårssæsonen.

Generelt er lokalbibliotekerne i henholdsvis Nysted, Nørre Alslev, Sakskøbing, Stubbekøbing og Væggerløse ligesom de sidste par sæsoner blevet tilgodeset med arrangementer for både børn og voksne.

- Vi vil jo rigtig gerne møde vores brugere, der hvor de er og derfor forsøger vi at sprede vores arrangementer ud over hele Guldborgsund Kommune, så der er noget for alle på alle vores biblioteker, fortæller Sonja Christina Rasmussen.


Det bliver lokalt

Helt lokalt bliver det, når forfatter Jonas T. Bengtsson allerede 4. september lægger vejen forbi Hovedbiblioteket og fortæller om sit arbejde med at skrive en lokal tekst om Nykøbing og omegn ud fra egne oplevelser og input fra byens borgere.

Arrangementet, der er gratis at deltage i, er en del af det landsdækkende projekt Hvem er Danmark?.

Forfatteren besøgte byen i foråret for netop at få inspiration til sin historie og det er det, du kan høre mere om til forfatterbesøget. Teksten bliver desuden bragt i Folketidende i løbet af efteråret.

Generelt har biblioteket selvfølgelig altid fokus på forfattere og litteraturen og som noget nyt i år kan du få personlig inspiration til din læsning af en af bibliotekets "læseheste".

- Bogcafeerne først på året er gerne et hit. I efteråret havde vi sidste år derfor også den lidt andeledes bogcafé Vin & Bøger på programmet og det har vi også i år, men som noget helt nyt har vi udvidet med arrangementet Mød en læsehest, hvor vores bibliotekarer to gange i løbet af sæsonen står parat til at guide vores lånere til de gode læseoplevelser inden for de genrer, som de hver især er specielt begejstret for, fortæller Sonja, der ligesom bibliotekarerne er spændt på det nye tiltag.


Alle de go'e gængse

Ud over alle de spændende foredrag og besøg, er der naturligvis også plads til læseklubber, lytteklubber, litteraturtimer, debatcafeer, udstillinger, livestreamede forskerforedrag, de forskellige workshops og børneteaterforestillinger.

Du finder dem alle i bibliotekets program, som du kan hente dit helt eget eksemplar af på dit lokale bibliotek eller se det på guldbib.dk.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Ugeavisen Guldborgsund":
Annonce