Kunsthåndværkermarked hver torsdag på Kirkepladsen efterfulgt af rundvisning i kirken og orgelkoncert.
Klosterkirken og Vores Nykøbing har indledt et samarbejde omkring aktiviteter på Kirkepladsen og Rådhusstræde. Hver torsdag i juli og de to første torsdage i august har Vores Nykøbing arrangeret kunsthåndværkermarked i de to gader, mens menighedsrådet efterfølgende står for rundvisning i Klosterkirken og kirkekoncert.
Rundvisningen i Klosterkirken er klokken 14, og den foretages af menighedsrådsmedlem Niels Reinhold.
Klokken 16 er der så orgelkoncert primært med kirkens egen organist Jan Ole Vanggaard. Han stod for den første koncert 5.juli og står for koncerterne 12. juli og 9. august. Organist David Bendix Nielsen indtager orglet 19. juli. Han har modtaget årets Sonning Talentpris.
Orgelstuderende Amalie Kaad, giver koncert 26. juli og 2. august er det organist ved Risbjerg kirke, Sergei Teplyi, der sidder ved orglet.
- Det er et godt samarbejde, vi har fået med menighedsrådet. Vi rettede henvendelse til rådet for at få tilladelse til at bruge lidt af kirkens areal til markedet og nogle parkeringspladser. Det var der ingen problemer i, og menighedsrådet ville også gerne deltage med rundvisninger og koncerter. Det er godt, at vi i fællesskab også kan være med til at skabe liv omkring det dejlige område ved kirken, siger erhvervs- og bychef André Andersen.