2012 blev økonomisk et af de bedste år for Døllefjelde-Musse Markedet. Overskuddet blev på godt 1,8 millioner kroner.
Finanskrisen er over os og har været det i et godt stykke tid - men den har ikke ramt Døllefjelde-Musse Markedet.
På markedsforeningens generalforsamling i aftes kunne kassereren præsentere det næstbedste resultat, der nogensinde er opnået i markedets mere end 30-årige historie.
Godt 1,8 millioner kroner stod der således på regnskabets bundlinje, og det overgås kun af 25-års jubilæumsmarkedet i 2004, hvor overskuddet var cirka 100.000 kroner større.
42 foreninger får hovedparten af overskuddet.
På generalforsamling kunne formanden Ole Ottosen også fortælle om køb af en naboejendom, som på sigt skal give plads til en udvidelse af campingområdet ved det årlige marked.