Mange billedserier: Vejret var perfekt. Masser af musik og og masser af publikum afsluttede dette års Nykøbing F. Festuge.
Topnavnet var gemt til næstsidst ved Radio SydhavsØernes seks timer lange livekoncert på Torvet i Nykøbing F. i aftes.
Infernal kom på scenen klokken 23.15, og det blev en infernalsk afslutning på Nykøbing F. Festuge 2013.
Lina Rafn og Paw Lagermann væltede Torvet, hvor adskillige tusinde mennesker var mødt op. Sidste sæt i koncerten var lagt i hænderne på lokale Djämes Braun, der heller ikke fik en ringe modtagelse.
Det var Radio Sydhavsøerne, der stod for det store musikalske show i aftes herunder altså også Infernals visit i Nykøbing F. Festuge. 12 bands og solister på seks timer afviklet i en hastigt tempo.
- Det er en hitparade fra start til slut. Ind og spille deres hit og et nummer eller to til og ud igen. Det er band og solister, vi spiller dagligt i radioen lige for tiden, og det er bands som enten er upcoming, og som man skal lægge mærke til eller som er rimeligt etableret, fortæller program- og musikchef i Radio Sydhavsøerne, Anders Brønholt, der også var konferencier.
Mens orkestrene endnu spillede torsdag aften på den store scene var det en tilfreds festugechef, der kunne gøre status.
- Lige meget hvem jeg har kontakt med, er alle glade og tilfredse, og så kan jeg heller ikke være andet. Og det er fantastisk, hvad der er kommet af positive tilbagemeldinger om vores nye tiltag med sikkerheden med hegn, vagter og politihjemmeværnet til at dirigere trafikken. Her er vi blevet rigtigt professionelle, som vi skal være, siger festugechef Carsten Pedersen.
Han er glad for, den opbakning hele byen og turisterne har givet Nykøbing F. Festuge og ikke mindst foreningernes engagement.
- 10-15 procent af de 300 foreninger, vi har kontaktet, er med enten som medhjælper eller deltager på anden måde.
Læs meget mere i dagens udgave af Folketidende.
Billeder fra Radio SydhavsØernes koncert taget af Fotoklub Lolland. Se dem her: KLIK
Og se masser af billedserie fra hele festugen herunder.