Annonce
Politik

- Vi er garant for et rødere S

Ved sidste valg var Lars Christiansen SF's spidskandidat og blev valgt ind. Men partiet gik voldsomt tilbage, og samtidig blev byrådet mindre. Så han har siddet alene for partiet i den forgangne periode. I 2005 og 2009 fik SF ni mandater i byrådet. Foto: Anders Knudsen

Håber at få flere SF'ere valgt ind i byrådet ved KV2021 i november.

LOLLAND Ved seneste valg fik SF én kandidat valgt ind i Lolland Byråd. Så de sidste tre og et halvt år har Lars Christiansen holdt fortet som partiets repræsentant.

Det håber partiet at lave om på ved kommunalvalget til november.

- Vores målsætning er, at vi skal have tre byrådsmedlemmer efter valget, siger formand for SF Lolland Jørgen Olsen.

- Så har vi en god chance for at få en i hvert fagudvalg. Det er hårdt at være én. Man kan ikke følge med i alt. Man er ikke med i diskussionerne i udvalgene. Mange ting opdager jeg bagefter, når beslutningerne er taget, siger Lars Christiansen.

De 70 lokale SF'ere håber, at de gode meningsmålinger på den landspolitiske scene kommer til at få betydning for kommunalvalget.

De er nu ved at forberede valgkampen.

Coronaen har gjort processen svær, men forretningsudvalget prøver på Skype - med hjælp fra SF's hovedorganisation - at definere de temaer, de går til valg på i år og finde kandidater.

- Det er svært. Det skal vi ikke lægge skjul på. Det er ikke en nem øvelse for et parti som vores. Vores medlemskreds her på Lolland er ikke årsunger længere, siger Jørgen.

Det er håbet, at partiets nye lokale folketingskandidat, Anne Valentina Berthelsen, kan trække unge til.

- Der er fire kandidater på papiret nu. Jeg vil være tilfreds med en syv-otte stykker. Mere behøver vi ikke være i et parti som vores. Så mange får vi jo heller ikke ind, griner Jørgen.

Det muliges kunst

Men selv om Lars sidder alene i byrådet, mener han nu nok, at SF har fået mange mærkesager igennem.

- Jeg synes bestemt ikke, det er svært at få indflydelse. Der er sågar socialdemokrater, der mener, at jeg er det byrådsmedlem, der har fået mest igennem i denne byrådsperiode, griner Lars Christiansen.

Han har hørt de spydige kommentarer om, at SF slet ikke findes, og at han er mere socialdemokrat end socialdemokraterne.

- Fred være med, hvis nogen siger det. Politik er det muliges kunst. Jeg har da også sagt ja til nogle ting, som jeg ikke synes, er specielt fantastiske, siger Lars med henvisning til blandt andet den upopulære vaskeordning, som blev en del af budgetforliget.

- Men vi har ikke været der endnu, hvor de har præsenteret os for noget, vi ikke kunne gå med til, siger han.

- Politik handler om at tage ansvar og være pragmatisk. Hvis du kan få lidt her og der, så må du æde en kamel af og til, konkluderer Jørgen Olsen.

SF lægger ikke skjul på, hvem det peger på som borgmester.

- Det SF gør på Borgen, det gør SF også her. Vi kommer ikke til at pege på nogen anden end Holger, siger Jørgen Olsen.

Lars Christiansen regner med, at socialdemokraterne også ønsker et samarbejde med SF i den næste periode. Han mener, at SF har en vigtig funktion i byrådet.

- Jeg var i tvivl, da Venstre og DF var gået med i konstitueringen. Så sagde jeg til Holger: "Men du har jo flertal. Så hvad skal du bruge mig til?". Og så sagde han: "Du skal trække Socialdemokratiet i den røde retning". Det, synes jeg, er lykkedes, siger SF's enlige byrådsmedlem tilfreds.

- Især nu, hvor jeg er det 13. mandat. Så er der ikke så meget tvivl om, at så sætter vi os på den, hvis vi vil det. Selvfølgelig vil vi helst have brede flertal i byrådet ... hvis det kan lykkedes, siger Lars Christiansen.

- Holger har måske brugt os lidt til at presse de andre med. Han kan sige: "I kan hoppe og danse, for vi har 13 mandater". Men vi har det fint med at blive brugt på den måde, bare beslutningen flugter med det, vi gerne vil, siger Jørgen Olsen.

Når det er sagt, synes han og Lars Christiansen stadig, der er stor forskel på deres parti og det store borgmesterparti.

- Vi adskiller os fra Socialdemokratiet på de borgernære ting. For mig er det vigtigt at få ting igennem, som giver noget til borgerne. Min forbandede pligt er at få indført psykologhjælp til de unge, få etableret et misbrugscenter i Rødby ... sådan noget. Det er ting, jeg har kæmpet for, og som jeg har fået, siger Lars Christiansen.

- Så vælgerne skal bare vide, når de sætter krydset, at vi i SF er garant for et rødere Socialdemokrati.

Læs også artiklen: "SF blæser til kamp for det borgernære"

Artiklerne har været bragt i Folketidende 17/3-2021

  • Ved sidste valg var Lars Christiansen SF's spidskandidat og blev valgt ind. Men partiet gik voldsomt tilbage, og samtidig blev byrådet mindre. Så han har siddet alene for partiet i den forgangne periode. I 2005 og 2009 fik SF ni mandater i byrådet. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Politik

Fødevareminister: Danmark er godt rustet i tilfælde af en fødevarekrise

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Sommerhus-sensation: - Vi har forrygende travlt

Lolland-Falser

Stigende vandstande og voldsomme storme har konsekvenser: Flere og flere melder sig

Guldborgsund

35 biler til start i lokalt påskerally

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Sport

Bredahl efter sejrsmål i overtiden: - En kæmpe forløsning

Sport

Bruun Jørgensen: - Det blev en underlig oplevelse

Lokal nyt

Nicolai skal gå 2500 kilometer baglæns - af helt særlig grund

Nakskov

Familieforretning fylder 50 år: - Snakketøjet har jeg efter min far

Sport

NFC vinder efter vanvidsafslutning og sikrer sig top 6

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Sport

Team Sydhavsøerne tog værdiløs sejr i Aarhus

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

112

14-årig dreng meldt savnet

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Vild rekord ved museumsåbning

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

Dølle

Landskendt komiker optræder på Dølle

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd