cookie-og-privatlivspolitik
Børge Olsen har fundet mange billeder frem fra dengang for 40 år siden, da Vinterkrigen rasede.

5

Billeder

Børge Olsen har fundet mange billeder frem fra dengang for 40 år siden, da Vinterkrigen rasede.
Foto: Claus Hansen

Vinterkrigen

- Vinterkrigen var for voldsom

BILLEDSERIE: 90-årige Børge Olsen husker tilbage på Vinterkrigen i 1978/79.




18. januar 2019 kl. 20:10

Annonce

VESTENSKOV/NAKSKOV I dag bor 90-årige Børge Olsen i Nakskov, men for 40 år siden, da Vinterkrigen rasede henover nytåret 1978/79, var Børge Olsen ansat som pedel på Vestenskov Skole.

- Da snestormen begyndte før nytår, havde skolen ferielukket, men jeg var henne på skolen for at tjekke, om alt var, som det skulle være. Der var kun to døre, man kunne komme ind ad. Resten var dækket af meterhøje snedriver, husker Børge Olsen.

Men sne var der kommet ind flere steder, så Børge Olsen gik i gang med at tørre smeltet sne op fra gulvet flere steder på skolen.

- Kort efter nytår ringede inspektøren til mig og bad mig om at rydde indgangene for sne. Men jeg forsikrede ham, at der ikke ville komme mere sne ind, og der var ingen grund til at gøre det, før vejene til byen og skolen var ryddet. Eleverne kunne ikke komme i skole alligevel. Der gik cirka 10 dage efter nytår, før vi kunne åbne skolen, husker Børge Olsen.


Rude holdt - hæk væltede

Han boede dengang i pedelboligen på Vestenskovvej, og hans nabo var slagter Schlander.

- Slagterbutikken var helt begravet i sne, og Villy Schlander frygtede, at butikkens store frontrude kunne bukke under for presset fra sneen, men den holdt heldigvis, fortæller Børge Olsen.

Men hækken mellem slagteren og Børge Olsens bolig væltede.

- Den var totalt dækket af sne og kunne ikke reddes. så vi klippede den helt ned. Den kom fint op igen, fortæller Børge Olsen.

Han husker også, hvordan han og nogle andre af byens borgere måtte gå de fem-seks kilometer ind til Nakskov for at handle det mest nødvendige.

- Købmanden i byen kunne i de første dage godt holde os forsynet, men de kunne ikke få varer, så vi måtte gå til Nakskov med rygsække, husker Børge Olsen, der ikke var helt tryg.


En dagsrejse

- Vi havde svært ved at se, hvor vi gik, og nogle steder gik vi op ved siden af ledningerne med strøm i. Det var også en dagsrejse frem og tilbage, fortæller han.

Børge Olsen slår fast, at han aldrig før eller siden i sit 90-årige lange liv har oplevet så voldsomme mængder sne.

- Jeg kan huske isvintrene i 1940/41. Det var voldsomt kolde vintre, men ikke med samme mængder sne, fortæller Børge Olsen.

- Der er intet, der slår Vinterkrigen 1978/79, og det er jeg glad for, fordi det var for voldsomt, mener han.

bøgh



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her