cookie-og-privatlivspolitik
Henri Holm lavede sovs og varmede flæskesteg nytårsaften 1978 til 19 strandede passagerer i Tårs Færgehavn, da Vinterkrigens flere dage lange snestorm omkring årsskiftet var på sit højeste.

2

Billeder

Henri Holm lavede sovs og varmede flæskesteg nytårsaften 1978 til 19 strandede passagerer i Tårs Færgehavn, da Vinterkrigens flere dage lange snestorm omkring årsskiftet var på sit højeste.
Foto: Jan Knudsen

Vinterkrigen

Da 19 passagerer var strandet i Tårs i fem døgn

Døgnvagt på færge blev til en femdøgnsvagt for Henri Holm under Vinterkrigen.




13. januar 2019 kl. 15:56 Af Jesper Bøgh

Annonce

TÅRS/NAKSKOV Den dengang 41-årige Henri Holm begav sig i god tid fra hjemmet i Sandby på sin knallert, da han skulle møde ind klokken 12.30 på døgnvagt som matros på overfarten mellem Tårs og Spodsbjerg 28. december 1978.

- Det sneede kraftigt, og jeg kunne ikke køre hele vejen. Jeg måtte flere gange stige af for at trække, husker nu 81-årige Henri Holm, der i dag bor i Nakskov.

Han vidste på det tidspunkt intet om, at døgnvagten ville blive en femdøgnsvagt.

- Da jeg mødte ind til tiden, fandt jeg ud af, at overfarten var indstillet på grund af højvande. Vi var også kun fem besætningsmedlemmer, der var mødt ind. Resten kunne på grund af snestormen ikke komme til Tårs Færgehavn, husker Henri Holm.

Ombord på den strandede færge "Spodsbjerg" var 19 passagerer fordelt på seks personbiler og to lastbiler, der alle skulle fragtes til Langeland.

- Der var passagerer fra Schweiz, Tyskland, Østrig, Norge og Danmark. De kunne ikke komme til Langeland, og de kunne heller ikke komme den anden vej, for snestormen lukkede det hele, fortæller Henri Holm.

Derfor blev opgaven for Henri Holm og resten af besætningen at sørge for forplejning til passagererne, indtil snestormen var drevet over.

- De første par dage kunne vi servere den færdiglavede mad, som vi til daglig fik fra Skovridergården, men 30. december slap maden op. Også Ellen Nielsen, der drev færgehavnens cafeteria, havde også lidt, vi kunne få, husker han.

Det var også i cafeteriaet, at gæsterne opholdt sig og fik tiden slået ihjel med kortspil, underholdning og sang.

Henri Holm fortæller, at et par fiskere fra fiskerhusene i Tårs i snestormen begav sig langs kysten til færgehavnen for at se, hvordan passagerer og besætning klarede sig.

- Det betød, at vi de kommende tre dage kunne hente madvarer og forplejning ved at gå frem og tilbage mellem færgehavnen og Tårs, fortæller Henri Holm og husker, at nytårsmenuen kom til at stå på flæskesteg.

- Ellen Nielsen kogte kartoflerne i cafeteriaet, hvor nytårsfesten blev holdt, og jeg stod i færgens kabys og lavede sovs og flæskesteg. Jeg husker tydeligt, at vi ikke kunne se mere end en meter foran os, da vi bar flæskestegen fra færgen over til cafeteriaet. Det var voldsomt, fortæller han.

Klokken 22.30 nytårsaften mistede hele Sandby-området strømmen, og så måtte nytårsfesten flyttes til færgen, hvor der var varme.

- En af lastbilerne havde vin på ladet, så den blev der taget hul på og skålet nytår, husker Henri Holm.

Selv om tiden var lang, så bevarede passagererne ifølge Henri Holm et godt humør hele vejen igennem.

- Passagererne fik lov at ringe hjem via Lyngby Radio - og vi sørgede også for hele tiden at opdatere passagererne med seneste nyt, fortæller Henri Holm.

Først 2. januar - efter fem døgns kraftig snestorm - kunne færgen "Spodsbjerg" fragte de 19 passagerer til Langeland.

- Jeg har aldrig før eller siden oplevet en snestorm som den, vi blev ramt af i de dage, slår 81-årige Henri Holm fast.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her