Efter stammedans på øen Nias og et bryllup på Sumatra hos et af verdens eneste matriarkalske samfund er turen kommet til to aktive vulkaner - blandt andet Krakatau, hvis største udbrud i 1883 fik indflydelse på hele Jorden
På vej ind i ekspeditionens anden uge venter nogle helt exceptionelle oplevelser på øen Nias og i storbyen Padangs bjergrige bagland på Sumatra.
Nias er hjemstedet for en helt unik kultur, som uden tvivl er affødt af øens hidtidige geografiske isolation. Især landsbyen Bawobataluo, hvis navn betyder "bjerget med solen", har bevaret en flere hundrede år gammel kultur og arkitektur. Vi bliver budt velkommen af landsbyens mandlige beboere, som opfører en række spektakulære krigsdanse iført farvestrålende og fantasifulde dragter.
Endnu mere spektakulær er udfoldelserne fra fem unge krigere, der springer over en to meter høj stensamling. Jo højere de springer, desto større er deres chancer, når de skal finde deres kommende brud. Samtidig har traditionen haft til formål at træne dem til krig og forsvar af deres landsby mod indtrængende fjender. Især hollandske kolonialister.
Kvinderne bestemmer
Dagen efter ankommer vi til storbyen Padang, der med sine 950.000 indbyggere på sydsiden af Sumatra er hjemsted for eksport af især krydderier og gummi. Herfra bliver vi fragtet i busser op til landsbyen Cupek i den bjergrige Solok-provins, hvor Minankabau-folket holder til. Minankabau-kulturen er verdens største matriarkalske kultur, hvor al ejendom, hus, land og kapital arves direkte fra mor til datter. Når en mand indgår ægteskab, overtager han kvindens efternavn, osv.
I Cupek bliver vi inviteret med til et bryllup, hvor vi først bliver præsenteret for en overdådighed af mad i brudens hus. Som en række kvinder herefter bærer på hovedet gennem byen til gommens hus - fulgt af mere end 100 andre kvinder. Ved brudens hus opføres en række danse, inden den medbragte mad indtages.
Kun få mænd deltager i dette prægtige skue. Enten er de musikere eller også er de tjenere ved ceremonien. Resten er på arbejde i de omliggende marker.
På vej tilbage til skibet nyder vi synet af de frodige rismarker og de særegne huse, med specielle bugtede tage og overdådige træskærerarbejder, som området er berømt for.
Ekspeditionskrydstogter er blevet det helt store hit. Hvor man sejler fra naturfænomen til naturfænomen, frem for fra storby til storby. Med ombord er eksperter, der underviser i de spændende ting, man skal opleve undervejs.
Tidligere højskoleforstander og kulturskribent Hans Jørgen Møller var med på et 16-dages togt i det sydøstlige Asien. Fra Myanmar over øgrupperne Andermanerne og Nicobarerne til Sumatra og Java i Indonesien.
I tre artikler fortæller han om "Østens dronning" - kælenavnet for Myanmars hovedstad Yangon, isolerede folkeslag, krigsdanse, matriarkalske samfund og vulkaner i udbrud.
Dette er den trejde og sidste artikel. Den første artikel blev bragt 11. januar - og den anden artikel blev bragt 18. januar.
Hilsen fra Helvede
På ekspeditionskrydstogtet har vi allerede besøgt én af de 130 aktive vulkaner i Indonesien, som går under navnet "the ring of fire". Men nu kommer turen til "the real thing" - den legendariske vulkan Krakatau, som i 1883 eksploderede i det, der senere er blevet kaldt "en hilsen fra Helvede".
To tredjedele af den 45 kvadratmeter store ø, som Krakatau lå på, forsvandt dengang i havet, og braget fra eksplosionen den 27. august klokken 10.02 betegnes som den største lyd, der er hørt på Jorden nogensinde. Så langt væk som i det inderste Australien kunne udbruddet høres, og den efterfølgende trykbølge nåede fire gange rundt om Jorden.
I årene efter udbruddet sank temperaturen på vores klode med op til halvanden grad, og askelaget i atmosfæren skabte et rødt lys, som kunne observeres så langt væk som i Danmark. Krakataus' eksplosion svarede til 200 megatons, eller 10.000 gange styrken af atombomben over Hiroshima, og efterfølgende rejste der sig en tsunami på 40 meters højde, som blandt andet smadrede 165 byer.
En ny vulkan med navnet Anak Krakatau er skudt op af havet, der hvor øen i 1883 kollapsede. Den vokser med cirka to meter om året og er særdeles aktiv. I december sidste år gik den således i et aktivt udbrud, hvilket også fik store dele af Anak Krakatau til at synke i havet igen. Da alarmberedskabet netop er hævet til tre på en skala på fem, er det ikke tilladt at komme ind på vulkanen. I stedet cirkler vi rundt om stedet med "Silver Discoverer", mens aftenen falder på.
Tæt på en aktiv vulkan kommer vi derimod på det østlige Java, hvor vi i jeeps fragtes af ualmindeligt dårlige veje op til Mount Bromo i Probolinggo-provinsen. De sidste par hundrede meter frem til den aktive vulkan foregår på hesteryg, hvor en på én gang fascinerende og skræmmende oplevelse venter os på ganske tæt hold.
Bromo ligger i 2300 meters højde, og op fra vulkanens indre lyder konstant voldsomme brag, mens jorden ryster under os og aske og røg slynges flere hundrede meter op i luften. Her på kanten til vores klodes indre, mindes man om, hvor små og hjælpeløse vi mennesker i virkeligheden er overfor naturens utæmmede kræfter. Og det er ikke svært at forestille sig de rædsler, indbyggerne i Pompeji må have følt, da de blev ofre for Vesuvs udbrud i år 79 efter Kristi fødsel.
Retur fra Bali
Efter at have fået vasket støvet af krop og klæder når vi vores endemål i Benoa på Bali. 16 ekstremt oplevelsesrige dage er slut, og det er tid til at tage afsked med besætning og medpassagerer fra "Silver Discoverer", som man er kommet utroligt tæt på.
I lufthavnen på Bali hører jeg for første gang i mere end to uger mit hjemlands sprog igen. Og ved synet af de mange turister på ferieøen, mindes jeg Carl Erik Sørensens gamle revytekst, hvor et ægtepar glædestrålende fortæller naboen, at de har tænkt sig at tage til Bali på ferie.
"Ja, den vej skal vi jo alle", lyder naboens uimponerede svar.
Og det virker virkelig som om, at hele verdens befolkning har valgt Bali som feriemål. For 22 år siden var jeg på Bali med familien, og jeg husker den lille pittoreske lufthavnsbygning, hvor vi blev sluset hurtigt igennem, fordi vi havde små børn med.
Nu fremstår Denpasar lufthavn som en kæmpe international en af slagsen. Med et leben og en larm fra utallige mennesker, som jeg har været behageligt forskånet for væk fra de gængse turistruter de seneste 16 dage.