Ferietip fra Folketidendes rejseskribent.
Mellem syv og otte tusinde danskere udenfor landets grænser kæmpede under Anden verdenskrig på allieret side. De fleste som søfolk på handelsskibe, der fragtede vigtige forsyninger til de allieredes kamp, andre som soldater i de allierede styrker.
På næsten alle krigens fronter, fra Ishavet til Indien, var danskere med.
I anledning af 75-års jubilæet for det allerstørste skridt til Europas befrielse i 1944 åbnes næste år en ny, permanent udstilling om de danske krigssejleres indsats på "landgangsmuseet" ved landsbyen Sainte Marie du Mont i Normandiet.
Musée du Débarquement à Utah Beach er bygget på stranden lige dér, hvor de første allierede tropper gik i land på D-dagen 6. juni 1944.