Ferietip fra Folketidendes rejseskribent
Hvis gæster på Vdara Hotel & Spa i Las Vegas har glemt tandbørsten eller barber-grejet derhjemme, kan de nu hurtigt få det leveret på hotelværelset.
Vdara har netop anskaffet to robot-butlere ved navn Fetch og Jett, der skal hjælpe deres menneskelige kolleger med at servicere gæsterne i hotellets 1495 suiter bedst muligt.
Fetch og Jett kan for eksempel levere morgenkaffen eller andre snacks fra hotellets café. Gæsterne bestiller det blot hos receptionisten, som "pakker" robotten og indkoder værelsesnummeret.
Fetch og Jett kan selv bevæge sig gennem gangene - og styre udenom eventuelle gæster - samt tage elevatoren for at nå frem til det rette værelse på det 57 etager høje hotel.